Det første der møder os, allerede inden vi kommer ind i Østre Gasværks runde teatersal, er lyden. Der hamres og bores. Indimellem lyder et bump, når noget landet på gulvet. Håndværkerne råber fra den ene ende af lokalet til det andet, for at overdøve lyden af den rundsav, der gnaver sig gennem hårdt gammelt træ.

Luften er tung af savsmuld og høvlspåner og der lugter af træ og metal, tang og Vesterhav – og noget umiskendeligt hengemt og mosset. Ikke ligefrem en lugt, de fleste vil forbinde med at gå i teateret midt i København, men Østre Gasværk er heller ikke helt sig selv for tiden.

På søndag er der nemlig premiere på den svenske musical »Hjælp søges«, med musik af Benny Andersson og tekster af Björn Ulvaeus fra ABBA – der er oversat til dansk af Anne Linnet. »Hjælp søges« handler om to brødre, spillet af Jesper Asholt og Jesper Lohmann, der ikke har haft kontakt i årevis, men nu er tvunget til at tage stilling til både hinanden og den fædrene gård langt ude på landet, der er lige så faldefærdig som deres indbyrdes forhold.

For at give den helt rigtige følelse af faktisk at være havnet på Lars Tyndskids marker med de to brødre, er alt gjort så autentisk som overhovedet muligt. Scenen er dækket af 30 tons jord, og under forestillingerne bliver 17 dyr, fra høns til en ko, sluppet løs – under kyndigt opsyn af cirkusdronningen Suzanne Berdino.

Kulisserne - en trelænget gård, der er ved at synke sammen – er bygget op af autentiske gamle landbrugsmaterialer, fundet rundt omkring på danske gårde. Til at holde styr på detaljerne og komme med kreative indspark, har Østre Gasværk hyret Frank Erichsen, bedre kendt som Bonderøven fra hans programmer af samme navn på DR.

Det er ham der tager imod, da vi nogle uger inden premieren besøger det byggerod, der om to dage skal danne en flot og færdig kulisse for stykket, der allerede har været en kæmpesucces i Sverige. Iført slidte bukser og en sixpence, brunt i brunt, og med et håndtryk, der er tørt og varmt – med hud der skurrer ru af dagligt manuelt arbejde på hans egen Kastanjegården, der danner udgangspunkt for tv-serien.

Autentiske kulisser

Frank Erichsens primære opgave er at sørge for, at alt bliver så autentisk som muligt. Derfor har han sammen med produktionsholdet været en tur rundt i Danmark, for at finde stykker af nedrivningstruede landejendomme, der kunne bruges på scenen. Det mosbegroede stråtag – der er ansvarlig for en del af salens særlige aroma – er hentet fra en præstegård i Jylland, der skulle have nyt tag, og vinduerne, der står lænet op ad væggen, er hentet dels fra en gård i Odsherred og dels fra Frank Erichsens egen gård.

Han har også selv leveret det det antikke træ til bindingsværket. »Ja, det er mine egne,« siger han og viser to mørkebrune træstykker frem. De er dateret til at være fra henholdsvis 1650 og 1733. Derfor var han også lidt i tvivl, om han ville af med dem. På den anden side, så lå de bare der - og ting skal bruges.

»Og så tænker jeg, at det er jo hårdt sådan noget gammel træ, så når de har ødelagt deres save på det herinde, kan det være, jeg kan få det tilbage,« siger ham med det velkendte lune grin, inden han fortsætter ruten til stråtaget, der er delt i store plader.

Den trelængede bondegård er med vilje bygget vind og skæv, så den passer til historien om to brødre, hvis indbyrdes forhold også har kendt bedre dage.
Den trelængede bondegård er med vilje bygget vind og skæv, så den passer til historien om to brødre, hvis indbyrdes forhold også har kendt bedre dage. Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

»Det er helt exceptionelt, at vi har fundet et stråtag, der kunne flyttes. Den patina af sol og vejr og vind, hvor man kan se linierne, hvor det er blevet slidt ned og mosser… det kan man ikke lave selv.«

Tanken bag byggeriet er, at gården er som et fossil, der er havnet i en tidslomme. En parabol kommer op at hænge som mobiltelefonmast, og som symbol på den verden, der er gledet ind over gården samtidig med at bygningerne har fået lov at falde sammen som brødrenes forhold.

»Det er derfor husene er så skæve. Vi har arbejdet på at give et indtryk af, at de lige så stille er på vej ned i jorden. Det er jo sådan huse gør – mit eget gamle stuehus, som de grønne vinduer stammer fra, var præcis sådan et, der var på vej ned helt af sig selv.«

Samles om arbejdet

To professionelle tækkemænd går rundt sammen med teaterets egne teknikere og har travlt med at sætte delene sammen. Og Frank Erichsen kan ikke lade være med at give en hånd med. På under ti minutter får han bygget en model af husets skorsten, der skal have det helt rigtige udhæng, der passer til både tid og sted.

Klonk, klonk, klonk… de gule mursten lægger sig nærmest af sig selv – snor og former sig, og på under ti minutter står der en færdig skorsten. ”Sådan” siger Frank Erichsen og kalder på regissøren, der kommer hen og kigger på værket, mens han nikker. »Ja.«

Derefter er turen kommet til muren i den midterste længe. Et stykke af murværket skal være blottet, for at illustrere, at gården er ved at styrte sammen om hovederne på de to brødre. Derfor skal der laves et skelet af flettede grene. Normalt ville man bruge grene, der havde ligget i blød, men det er der ikke tid til, så Frank Erichsen griber uforfærdet fat i de tørre hasselgrene der er til rådighed og begynder at flette, mens han fortæller, at man i traditionelt byggeri dækkede – eller klinede som det hedder - fletværket med en blanding af ler og hestemøg, så der var struktur og fibre,så væggene kunne ånde.

Ligesom man i gamle dage holdt klinegilder, hvor egnens unge rejste rundt til gårdene og blandede ler og klinede husene.

»Jeg kan godt lide tanken om, at man samles om at lave noget.«

Indimellem knækker grenene, men det gør ikke så meget. Han sætter bare en ny i, hvor den gamle knækkede af. Banker lidt hårdere, så fletværket alligevel bliver tæt. »Det kan godt lade sig gøre, når der ikke er så lang afstand mellem pindene, så er der ikke så meget, der skal bøjes.«

Imens er tækkemanden kravlet helt op på rygningen af den midterste bygning , hvor han placerer såkaldte ryttere over vådt tang, der sørger for at tætne stråtaget mod elementernes rasen. Ikke at der er så mange våde elementer i Østre Gasværk – men grundtanken er, at gøre det så autentisk som muligt, og så skal der ikke springes over, hvor gærdet er lavest.

Udkants-Danmark midt i København

»Vi har valgt tang, fordi det er mørkt i stedet for lyng eller halm som, uanset hvad vi gjorde, ville komme til at se alt for lyst ud. I mit eget nye hus har vi også lavet rygning med tang, der er rullet som sådan nogen hårdt rullede pølser af tang, som er lagt frem og tilbage som en slange. Det er et meget holdbart materiale – og når det bliver vådt smelter det sammen fordi der er agar-agar i tangen, der får det til at klistre,« fortæller Frank Erichsen, der mener, at investeringen i at få kulissen helt perfekt er godt givet ud.

»Folk er ikke så lette at narre. Standarden er høj over hele linien, så hvis teateret vil overleve, skal man virkelig skille sig ud. Derfor synes jeg også det er fantastisk med noget, der er så ambitiøst som det her.«

Bonderøven tegner og fortæller hvordan man i gamle dage konstruerede bindingsværk, så bygningen blev så stabil som muligt. Selvom det er teater, bliver der ikke sprunget over hvor gærdet er lavest når scenen skal sættes til ’Hjælp søges’
Bonderøven tegner og fortæller hvordan man i gamle dage konstruerede bindingsværk, så bygningen blev så stabil som muligt. Selvom det er teater, bliver der ikke sprunget over hvor gærdet er lavest når scenen skal sættes til ’Hjælp søges’ Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

Under arbejdet med scenografien har Frank Erichsen og teateret haft kontakt med Landdistriktsministeriet, der har særlige puljer til at rive bygninger ned.

»På den her måde bliver det også et billede af et udkants-Danmark, hvor det hele er forladt og folk ikke har overskud til at holde det opryddet. Du kan ikke låne penge til at bygge derude og dem der bor der, er et helt andet sted i deres liv på alle mulige måder. Det ser vi desværre mange steder. Der er blevet talt meget om, om man skulle rive nogle af de landsbyer ned, men hvad er det for et samfund, der dikterer, at sådan kan man ikke bo?« siger Frank Erichsen, der synes, det er positivt på den måde at placere en lille bid af det forsømte udkants-Danmark midt i København.

»Det er problematisk, at man skal samle alt i byerne. Det er meget en bytankegang, at man ikke tager til Odsherred for at se på naturen, men bliver i byen. Nu er det jo selvfølgelig lidt specielt, fordi det her er teater, men der er en hård skillelinie her i landet i forhold til land og by, der meget handler om, at folk ikke har en naturlig relation til landet og derfor ikke kommer derude længere. Der er en stor strøm mod byerne i Danmark og hvis vores familie alligevel bor lige om hjørnet, hvad skal vi så komme der efter? På den måde er det relevant at tage noget derudefra og flytte det herind.«

Hjælp søges har premiere på søndag og spiller frem til 7. Juni