Vi elskede og hadede dem for et halvt år siden. Og nu er Blachman, Remee og Lina klar til at stå for skud igen. Som dommere i næste runde af X-Factor!
Som B.T. allerede forleden kunne afsløre, har alle tre indvilget i atter at bedømme og revse den danske talentmasse.
- Man kender vel sin tv-dramatik. Ved hvordan man får den bedste attention, siger Thomas Blachman, som indtil i dag pure har afvist at ville stille op igen som den af dommerne, der kan få folket til at se rødt.
- Som menneske er jeg sådan skruet sammen, at når kommunen kalder, så kommer jeg. Så selvfølgelig kommer jeg, når Danmarks Radio beder om det.
Men jeg gør mig altså ikke i spydigheder, understreger Blachman, som kalder sin verbale spanking for kritik, der oftest bagefter følges op af, at han giver sit nummer til de deltagere, som føler sig hårdt ramt af hans ord.
- Så kan de bare ringe, hvis de har brug for en peptalk. Jeg har ikke den perversion at skulle svine folk til, siger Blachman, som lover, at den næste sæson ikke blot bliver en reprise af den enorme publikumssucces.
Lina: En stor beslutning
Selvom Thomas Blachman ikke har haft de store betænkeligheder ved at hoppe med på X-Factor vognen en gang til, har både Lina og Remee tænkt så det knagede.
- Det bliver rigtig hårdt at få det hele til at gå op i en højere enhed med mit arbejde. Men jeg glæder mig, siger Lina.
- Det var en stor beslutning at træffe, for der følger en stor forpligtelse med at være dommer. Men nu har jeg sagt ja og er gearet til det, tilføjer Remee.
Allerede første uge i november afholdes der audition i København og ugen efter i Århus.
- Og nu hvor folk kender programmet og ved, hvad det kan føre til, tror jeg, at der kommer flere end sidst, siger Jan Lundme fra DR, som har store forventninger til næste runde af programmet.
DRs plan er, at X-Factor 2009 skal sendes fra januar





















