Fredag har Kulturstyrelsen udbetalt 171 millioner kroner til i alt 8.615 forfattere, oversættere og illustratorer. Bjarne Reuter er nok engang topscorer.

Weekenden blev givetvis lige lidt bedre for de 8.615 forfattere, oversættere, illustratorer, som fredag fik udbetalt biblioteksafgift fra Kulturstyrelsen. Børne- og ungdomsbogforfatter Bjarne Reuter fik 796.391,32 kroner.

Dermed blev Reuter endnu engang topscoreren på listen over forfattere, der har fået de såkaldte bibliotekspenge. Det sker, fordi han har ikke færre end 523 titler og i alt 232.869 bind stående på bibliotekerne. Og kigger man på på de øvrige i toppen af listen, er det tydeligt, at det især er godt at skrive børne- og ungdomsbøger, som kommer bredt ud på landets skolebiblioteker.

På andenpladsen kommer Bent Haller, derefter Benny Andersen, og på fjerdepladsen ligger Josefine Ottesen. I år er 113 flere forfattere blevet tildelt biblioteksafgift, men langt størstedelen - 42 procent - må nøjes med et beløb under 5.000 kroner. 23 procent får mellem 5.000 kroner og 9.999 kroner, mens 31 procent ligger et sted mellem 10.000 og 99.999 kroner.

Blot fire procent kan bryste sig af et beløb på over 100.000 kroner.

Beløbets størrelse afhænger blandt andet af, hvor mange eksemplarer af værkerne, landets biblioteker har stående ved udgangen af 2012. I alt er 511.823 titler blevet indberettet af bibliotekerne. Der er på finansloven for 2013 afsat i alt 171.307.544 kroner til formålet.

Erik Valeurs roman »Det syvende barn« er den bog, der har opnået flest point i genren skønlitteratur.