Biker-Jens: Jeg har fået en masse bank

Helt til grænsen. Og endnu længere ud. Det er kodeordene for Jens Romundstads nye TV-serie på TV3.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>»Et liv på grænsen« hedder programmerne, hvor den nygifte biker opsøger ekstreme mennesker og miljøer i USA. For at afprøve sine egne og andres fordomme. TV uden sikkerhedsnet, kalder han det selv.

To gange var Biker-Jens så tæt på grænsen, at han og hans TV-hold troede, at han skulle dø. I en professionel wrestlerkamp. Og i et hiphop-miljø i Brooklyn, New York.

En aften inviterede Biker-Jens' kontaktperson, den lokale rapper Blue, ham med til et »battle«, hvor rapperne kæmper på ord.

På et tidspunkt blev stemningen så ond, at ordene var ved at blive skiftet ud med mere hårdtslående våben.

»Fotografen sagde, »Jeg har lige set en pistol. De begynder at skyde om et øjeblik. Nu kører vi.« I stedet gik jeg hen til de to battlere og lagde mig imellem. De startede jo selv med at påstå, at det handlede om kærlighed og kreativitet,« siger Biker-Jens.

Danske Jens gjorde den fejl at bruge ordet »nigger«. Sådan taler de jo til hinanden derovre. Men den hvide mand, der midt om natten i 37. skumle baggyde i Brooklyn mellem to sorte rappere, optændt af had og raseri, bruger ordet »nigger«, ja, han kunne næsten lige så godt have stået med et brændende hvidt kors over skulderen.

»Der fik vi problemer. Der gik jeg over den usynlige grænse. Og jeg vidste det med det samme. Der var jeg seriøst bange. Som fotografen sagde i bilen på vej tilbage, var vi heldige, at vi var i live. Jeg nåede aldrig at se pistolen selv. Men den var der,« siger Biker-Jens.

Blue og en ven fik lagt sig imellem. Og det endte med, at Jens Romundstad fik gjort op med sine mange fordomme om hiphoppere.

»Blue er som så mange andre rappere. Han har den sygeste baggrund. Da han fortalte sin livshistorie, kom jeg til at tude. Jeg havde masser af fordomme om hiphop-miljøet og deres latterligt store tøj. Hvem som helst kan stille sig op og snakke hurtigt. Troede jeg. Jeg fandt hurtigt ud af, at det er skide svært at lave hiphop. Jeg siger ikke, at L:Ron Harald er kunst, men det, de laver på gaden i Brooklyn, er ren kunst,« siger Biker-Jens.

I et andet program fik han lov til at prøve kræfter på en wrestler-skole, anbefalet af danske Asbjørn Riis. Også her var fordomme på spil. Som alle andre danskere troede Biker-Jens, at wrestler-kampene er arrangeret på forhånd. Indtil han blev udtaget til en professionel kamp.

»Jeg har aldrig fået så mange tæsk i mit liv. Det er rigtigt, at man har en idé om, hvordan en wrestlermatch skal ende. Så meget af det er faktisk aftalt. Men de har et princip, der hedder »handing out receipts«. Man markerer sine slag, men hvis du alligevel kommer til at ramme ved uheld, bliver der sagt »tak for sidst«. Derefter er wrestlerkampene tit rigtige slåskampe uden regler,« siger Biker-Jens.

»Det lå i kortene, at jeg skulle gøre det godt. Ejeren af skolen syntes, det var okay, at ham danskeren skulle vinde. Men han havde glemt at spørge sine to elever. Jeg blev slået bevidstløs to gange, sparket i hovedet. Første gang blev jeg smidt ned fra tre meter gennem et bord. Kamerafolkene troede, at jeg var død.

Anden gang bankede den ene sit hoved ned i skridtet, så den ene klunke var sort i 14 dage efter. Som man kan se i TV-programmet, bliver jeg spurgt om mit navn, mens jeg er bevidstløs. »Jeg hedder Jens,« siger jeg med en stemme som en niårig pige,« siger Jens.

Han er forberedt på, at nogle mennesker sikkert vil reagere negativt. Sige at den slags TV er over alle etiske og andre grænser. Men det handler ikke bare om at overvinde fysiske grænser. Det gælder også de mentale grænser.

»Hvis man ikke er villig til at turde udfordre den måde, andre mennesker tænker om én, så tør man jo kun kæmpe på hjemmebanen. Hvad ville udfordringen i bungyjump være for mig? Det har jeg prøvet. Jeg optræder som mandestripper i L.A. i »Et liv på grænsen«. Jeg ved godt, at jeg ikke er en skønhedsåbenbaring. Det er eddermame svært at lære at bruge sin krop som stripper og ende med at stille sig op foran et stort kvindeligt publikum. Hvordan er man nøgen foran andre mennesker? Nøgenhed, koreografi og dans. Den slags ligger temmelig fjernt fra mig. Gu' er der vildt meget feminint i det der dans. Det er super grænseoverskridende for mig. Hvad siger alle de her fucking rockere i det miljø, jeg færdes i? Det tænkte jeg da meget på, og det gav ekstra nerver, da jeg gik på scenen,« siger Biker-Jens.

På sin turné på tværs af Amerika kommer han også til at optræde med tyrefægtning i Mexico, som kanonkonge i et cirkus - og som hjemløs i Washington.

»I '98 sagde Thomas Mygind - ikke et ondt ord om ham - at han ikke ville udsætte nogen for noget, han ikke selv kunne tænke sig. Det tror jeg ikke, han kan leve op til mere. For jeg tror ikke, han kunne tænke sig at opleve »Robinson Ekspeditionen«. Jeg vil ikke udsætte nogen for noget, jeg ikke selv har oplevet. Det er på tide, at danske TV-værter investerer sig selv. Ikke for at være hellig. Men når du ser Timm Vladimir i »Mit sande jeg«. Hvad er Timms sande jeg, spørger jeg så. Jeg har lyst til at give alt,« siger Jens Romundstad.

Hvad har du fået ud af det?

»Jeg har fået en masse bank. Mange af mine fordomme er erstattet med viden. Jeg synes, det her er det bedste TV, jeg har lavet. Jeg har efterhånden prøvet enormt meget. Det burde give mig en indre ro. Problemet er bare jo mere man rejser, desto mindre har man et sted, der er hjemme. Jo mere rastløshed er der.«

Du er ellers lige blevet gift?

»Ja. Den næste store grænseoverskridende oplevelse bliver at få børn. Det er min næste store drøm.«

»Et liv på grænsen« sendes på TV3 til efteråret. Hver udsendelse varer en time.