Skuespillerinden Johanne Louise Schmidt struttede, da hun fik onsdag overrakt en fornem pris.

København. Onsdag kunne skuespillerinden Johanne Louise Schmidt, der blandt andet har spillet Rose Knudsen i "Fasandræberne" og "Flaskepost fra P", lade sig hylde, da hun fik overrakt Ove Sprogøe Prisen, der hvert år gives til en skuespiller, der har gjort sig særligt bemærket.

Med sig til den festlige begivenhed havde hun sin kæreste og skuespilkollega, Thomas Hwan, og smilene over den flotte pris blev kun overgået af den glæde, det er for parret, at de om otte uger kan byde en lille pige velkommen til verden.

- Der er et par måneder tilbage, og vi glæder os rigtig meget, fortæller Thomas Hwan, der blandt andet er kendt for sin rolle som Alf i DR-serien "Bedrag".

De sidste otte uger inden fødslen byder ikke på flere job for Johanne Louise Schmidt, der derfor går på barsel nu.

- Man kan ikke rigtig nå at starte på noget nyt, og det skulle jo også være en rolle, hvor man så kunne være gravid, siger Johanne Louise Schmidt og lægger hånden på den struttende mave.

Hun glæder sig til at kunne nyde graviditetens sidste måneder uden at skulle på arbejde.

- Jeg tror, det bliver fedt, jeg glæder mig. Så skal man jo have købt en masse ting og lige indstille sig på, at nu er det dét, der kommer til at ske, siger hun.

Skuespillerinden er stolt over at modtage prisen, der er opkaldt efter Ove Sprogøe og bliver uddelt af Nordisk Film Fonden.

Hun får den ifølge juryen på baggrund af sin rolle som alkoholiseret festabe i stykket "Personer, steder og ting".

- Jeg er så glad for, at de har set mig i den rolle på Det Kongelige Teater. Jeg er jo ikke Ulrich Thomsen, der har lavet 100.000 film, siger skuespillerinden med hentydning til sidste års vinder af prisen, der i år havde æren af at overrække den til hende.

Med prisen følger 30.000 kroner, og Johanne Louise Schmidt har allerede en idé om, hvad hun skal spendere dem på.

- Jeg overvejer at købe noget kunst, for jeg synes, at man skal bruge dem på noget, der betyder noget, siger hun.

/ritzau/FOKUS