Det spanske filmpar Penelope Cruz og Javier Bardem har fået deres første barn, skriver El Pais.

De spanske skuespillere Penelope Cruz og Javier Bardem kan kalde sig nybagte forældre. Den 36-årige Cruz har født på Cedars Sinai-hospitalet i Los Angeles, skriver den spanske avis El Pais onsdag uden nærmere angivelse af, om babyen er en dreng eller en pige.

- Parret ønsker så meget privatliv som muligt, siger kilder tæt på parret til avisen.

Barnet kom til verden tirsdag, samme dag som den 41-årige Bardem blev nomineret til en Oscar for sin hovedrolle i den spansk-mexicanske film "Biutiful".

Venner til parret begyndte ifølge El Pais at spekulere i, at fødslen var lige op over, da skuespilleren tirsdag ikke reagerede på opkald, hvor folk ville lykønske ham med nomineringen.

Det er tredje gang, Bardem bliver nomineret. Han vandt prisen for bedste mandlige birolle i 2007 for sin skræmmende præstation som lejemorder i Coen-brødrenes "No Country for Old Men".

Året efter var det så Penelope Cruz' tur at få en Oscar for bedste birolle, nemlig for sin præstation som Javier Bardems psykisk ustabile ekskæreste i Woody Allens komedie "Vicky Cristina Barcelona".

Spaniens hotteste filmpar mødte hinanden helt tilbage i 1992, hvor de spillede over for hinanden i Bigas Lunas erotiske drama "Spis mig".

Oven på gensynet i "Vicky Cristina Barcelona" holdt parret romancen hemmelig så længe som muligt, men Bardem bekendte kulør ved Cannes-festivalen i maj i fjor:

- Jeg skylder dig så meget, og jeg elsker dig så højt, bekendte Bardem direkte henvendt til "min ven, min ledsager, min kærlighed, Penelope Cruz", da han blev hædret med prisen som bedste skuespiller for sin rolle i "Biutiful", hvilket fik Cruz til at fælde et par tårer.

Parret blev gift i juli sidste år ved en privat ceremoni på Bahamas.

/ritzau/