Balladen mellem Alec Baldwin og ekskonen Kim Basinger er blusset op igen. Et raseriudbrud på en telefonsvarer har fået en dommer til midlertidigt at inddrage Baldwins samvær med parrets datter Ireland, og det får gnisterne til at flyve.

På det famøse bånd skælder skuespilleren den 11-årige pige ud, fordi hun ikke tog telefonen, da han ringede som aftalt. Baldwin bruger adskillige grimme gloser og siger blandt andet, at datteren er 'en uforskammet og tankeløs lille gris'.

Skideballen betyder, at skuespilleren ikke, som det ellers var planlagt, fik lov at være sammen med sin datter i går og må møde i retten den 4. maj for at få samværet igen.

Den udvikling bringer Baldwins gemyt i kog påny, og hans advokat Viki Roberts må gyde olie på vandene. Hun beklager, at hendes celebre klient var grov i munden, men tager også Pearl Harbor-stjernen i forsvar og anklager Basinger for urent trav:

- Moderen og hendes advokat har ladet dette fortrolige materiale sive ud og det er i modstrid med en domstolsbeslutning. Selv om Alec erkender, at han skulle have tænkt over sit sprog, ved alle, der kender ham privat, hvad han har været udsat for de seneste seks år, siger Roberts og tilføjer med adresse til Basinger:

- Af hensyn til barnet vil Alec efterleve domstolsbeslutningen og holde sin mund lukket, hvilket pigens mor på sygelig vis er ude af stand til.

Siden Basinger og Baldwin blev skilt i 2001, har de ligget i næsten uafbrudt slagsmål om forældremyndigheden over datteren og samvær med pigen.