Aftenens vinder af Den store bagedyst fraråder at deltage i showet, hvis man har knas i ægteskabet.

København. For første gang fik lattermilde Iben lov til at løbe med mesterforklædet, da onsdagens afsnit af Bagedysten løb over de danske skærme.

Temaet var kærlighed, da de fem resterende deltagere skulle krænge deres hjerter ud for at være blandt de fire, der i næste uge skal deltage i semifinalen af det populære bageprogram.

Det var da også en tydeligt berørt Iben, der blev skamrost af dommerne for sin kærlighedskage, hun havde dedikeret til sin mand, Kaspar.

- Det var ikke så meget på grund af kagen. Det var hele det her med, at det var kærlighedstema, og at jeg lavede den til min mand. Det betød meget for mig, at den var til ham, siger Iben, der heller ikke lægger skjul på, at hun var rigtig glad for Mette Blomsterbergs og Jan Friis-Mikkelsens reaktion på sin kage.

- Jeg er vant til at få så mange gok i nødden af de to dommere, men jeg fik simpelthen så meget ros. De fire andre er så stærke, så jeg følte mig som en underdog, da jeg kom.

Iben vandt med sin flotte kærlighedskage til Kaspar. Free/Dr/ Linette Odgaard
Iben vandt med sin flotte kærlighedskage til Kaspar. Free/Dr/ Linette Odgaard
Vis mere

Men hun løfter nu sløret for, at den populære DR-konkurrence bestemt ikke er for sarte sjæle eller belastede ægteskaber.

- Hvis man har knas i ægteskabet, skal man ikke melde sig til "Den store bagedyst". Det skal være en familiebeslutning at deltage i sådan et program, for hele tilværelsen bliver vendt på hovedet, siger den nyslåede kagemester.

- På det tidspunkt (hvor onsdagens afsnit blev optaget, red.) har min mand og jeg jo ikke brugt tid sammen en eneste aften, fordi jeg har været i køkkenet. Det har været hårdt, fortæller Iben.

Hvor langt den storsmilende bager når i dysten, vil tiden vise. Hun forsikrer dog om, at alt atter er idyl mellem hende og Kaspar.

/ritzau/FOKUS