Man må lide for skønheden.

Det er et udsagn, som flere af nutidens kvinder tager meget bogstaveligt. En af dem er den danske kendis Mascha Vang, som netop har offentliggjort en række hårrejsende billede af sig selv på sin blog www.maschavang.dk.

På billedet kan man se, at den 36-åriges ansigt er indsmurt i hendes eget blod, efter at hun har gennemgået en skønhedsbehandling. Ifølge Mascha Vang tager behandlingen udgangspunkt i, at man får rullet små nåle, der er op til 1,7 millimeter lange, hen over huden, hvilket resulterer i, at ny hud gendannes.

'Jeg har nemlig fået en microneedeling behandling. Altså en vampire/Kardashian – eller bare kald det en “Mascha” nu. Og ja, det er blod jeg har i hele ansigtet. Mit eget, bevares,' skriver hun.

Mascha Vang skriver i sit indlæg, at den kosmetiske behandling ikke gjorde ondt, men at hun forinden havde siddet med bedøvende creme i ansigtet i 45 minutter.

Og om en uge skal huden efter sigende være helt ny og fin...

'Der sker nu det, at jeg de næste 4-5 dage går rundt og ligner en der er ret solskoldet. Så begynder huden at stramme, og jeg skal konstant smøre med creme. Huden skaller ikke af i store flager, men føles lidt som om man har sand i ansigtet. Altså jeg er jo for fanden blevet brugt som en slags nålepude! Men det drysser altså af så jeg får fin ny hud.'

Til trods for at den tidligere radioværtindes ansigt både er rødmosset og blødende, har hun en klar idé om, hvad hun skal gøre for at få det bedre.

'Det føles som om, at huden er forbrændt, og at den er varm. Det er lidt irriterende, men det er sagtens til at holde ud. Jeg snerrer lidt af folk omkring mig, så går det bare bedre.'

Se flere blodige billeder og læs hele Mascha Vangs blogindlæg her.

/ritzau/FOKUS