Sidste år måtte Anja Nissen nøjes med en andenplads i melodigrandprix, men nu giver hun det endnu et forsøg.

København. Det var lige ved og næsten, da australske Anja Nissen sidste år stillede op i Dansk Melodi Grand Prix. Det blev nemlig til en andenplads i konkurrencen, men det har ikke afskrækket hende fra at prøve igen.

Således er sangerinden, der er født og vokset op i Australien men har danske forældre, blandt de 10 deltagere, der den 25. februar skal dyste om trofæet og billetten til Eurovision for Danmark.

Det har dog ikke været en nem beslutning at sige ja til at stille op igen.

- Man kan jo ikke lade være med at tænke, om det er en dødsdom, hvis man heller ikke vinder denne gang. Er jeg så ikke god nok? Er jeg ikke dansk nok?, spørger sangerinden retorisk.

I sidste ende vejede drømmen dog tungest for den 21-årige sangerinde.

- Jeg fik så meget støtte sidste gang, jeg stillede op. Og jeg håber, folk kan se, at det her har været min drøm, siden jeg var 11 år gammel. Jeg vil så gerne vinde for Danmark, siger hun.

Året, der er gået siden hun sidst stillede op, har Anja Nissen brugt en stor del af i det danske land.

- Jeg har arbejdet her, og så har jeg sejlet i vikingeskib rundt om Danmark, det var meget smukt, fortæller sangerinden.

For Anja Nissen har det betydet meget at få mulighed for at udforske forældrenes fødeland.

- Jeg føler, at det har forbundet mig mere med mine danske rødder, at jeg har prøvet at bo her.

- Det er dejligt at mærke, at jeg føler mig forbundet til det danske folk. Når jeg er i Australien, spørger folk, hvor jeg er fra, og det samme sker, når jeg er i Danmark. Jeg har det som om, jeg hører til begge steder og så alligevel ikke, siger hun.

Det danske melodigrandprix løber af stablen den 25. februar på DR1.

/ritzau/FOKUS