Den populære amerikanske ambassadør Rufus Gifford har skrevet et afskedsbrev til danskerne på Instagram.

København. Det er ikke kun i Det Hvide Hus, der bliver skiftet ud i disse dage.

Også herhjemme måtte vi fredag tage afsked med den populære amerikanske ambassadør Rufus Gifford, der gennem de seneste 3,5 år har charmeret sig ind på danskerne.

En afsked, der også er svær for den 42-årige ambassadør, skriver han i et følelsesladet opslag på det sociale medie Instagram, som han delte kort før sin afsked fredag.

- Mens tårerne uundgåeligt vil strømme, når vi letter fra København denne eftermiddag, vil vi samtidig være fyldt af umådelig taknemmelighed, skriver Rufus Gifford blandt andet i opslaget, som i skrivende stund har fået flere end 10.000 likes.

Opslaget ledsages af et billede af ambassadøren selv, ægtemanden Stephen DiVincent og parrets golden retriever.

- I dag ser jeg tilbage på de seneste 3,5 år som de mest tilfredsstillende, produktive og lykkeligste i mit liv, lyder det fra ambassadøren, der samtidig lover ikke at glemme danskernes gæstfrihed og kultur.

- Jeg vil mindes fremmedes venlighed. Fremmede, som er blevet venner, selv om vi aldrig har mødt hinanden. Venner, der stopper mig på gaden, sender breve til mig, sender mig beskeder for at tilbyde deres opbakning og tak, skriver Rufus Gifford.

Læs hele Rufus Giffords Instagram-opslag her: https://www.instagram.com/p/BPfNwgyBzgx/?taken-by=rufusgifford

/ritzau/FOKUS