Hun er større end »Titanic«-soundtracket og Rasmus Seebach og sætter verden rundt den ene album- og hitliste-rekord efter den anden. Adele er sangerinde for anmeldere og folket, lyder det.

- Jeg er sangerinde. Jeg er ikke trendsetter. Jeg vil ikke være på forsiden af Playboy. Jeg vil være på forsiden af Rolling Stone. Jeg vil hellere veje et ton og lave et fantastisk album, end at ligne Nicole Richie og lave et lorte-album.

Sådan lyder det fra den 23-årige brite, Adele Laurie Blue Adkins, der da også i dén grad har succes som netop sangerinde - og det lige fra USA til lille Danmark.

Den kurvede, unge dame med de rød-brune lokker, sjælfulde øjne og store, soulede stemme falder nemlig i både anmelderes, kollegers og millioner af fans’ smag verden over. I Danmark har hun solgt 80.000 plader, og hendes andet album »21« ligger fortsat på toppen over de mest solgte efter tre uger, kun i perioder overhalet af popsangeren Rasmus Seebach. I USA ligger hendes single »Someone Like You« nu for 16. uge på den amerikanske musikhitliste Billboard og overgår dermed soundtracket til filmen »Titanic.« Med mere end 17 millioner solgte album verden over er hendes album »21« også det suverænt mest solgte i 2011.

- Adele er vores stærkeste og bedste internationale kort. Vi er meget priviligerede, fortæller Søren Falk Madsen fra Playground Music, som distribuerer Adeles musik i de skandinaviske lande.

Han fortæller, at Adele er vældigt populær i hele Skandinavien. Han mener, at kombinationen af Adeles store, soulede stemme, stærke musiksingler, intense liveoptrædender og hendes ligefremme og ærlige facon gør hende til en yderst tiltrængt figur på den internationale musikscene, som hun i 2008 entrerede med albummet »19«.

- Hun er ikke en hårdtpumpet, overeksponeret popstjerne, som for eksempel Lady Gaga og andre navne i toppen af poppen. Hun er ligesom naboens datter, som vi alle kan identificere os med. Hun er den her lidt kraftige pige, som ligner alt andet end en supermodel. Publikum omfavner hende, fordi hun er så ligefrem og naturlig, og så har hun en fantastisk vokal, siger Søren Falk Madsen.

Han påpeger, at Adele har fået lov til at vokse i sit eget tempo og ikke er blevet skubbet frem, fordi hendes pladeselskab er uafhængigt og ikke en kæmpe, kalkulerende forretning. Adele styrer sin egen karriere og laver sine egne sange, fortæller Søren Falk Madsen - og så holder hun sig behændigt ude af sladderpressen.

- Hun lader sin stemme og sine sange tale for sig, siger Søren Falk Madsen.

Og sange som »Chasing pavements« og seneste ballade »Someone like you« taler i høj grad til anmeldere og publikum i udland og hjemme i Danmark. Blandt andet er hendes ballade »Someone Like You« nummer ét på listen over briternes karaokefavoritter, viser en ny opgørelse fra hjemmesiden LuckyVoice.com, og hendes sange er blandt de danske X Factor-deltageres mest foretrukne, men også anmelderne roser sangerinden.

- Hun skriver de her eviggyldige kærlighedssange, som rammer mange mennesker, forklarer Søren Falk Madsen, som mener, at man i Danmark finder samme ligefremme og ærlige attitude hos den danske popsanger Rasmus Seebach, hvis album i de sidste par uger har konkurreret den danske album-top med Adeles album »21«. Lige nu ligger Adeles altså øverst, men det at være i konkurrence med den britiske sangerinde vil Rasmus Seebach formentlig tage som en ros, da han af flere omgange har udtrykt stor beundring for Adele og hendes sange. Og fra mange vidtforskellige sider af musikmiljøet lyder der stor ros til den succesrige sangerinde.

- Adele har en utrolig stemme. Det er fantastisk, at hun har så meget succes og herligt, at en engelsk pige har stormet verden. De sange, jeg har hørt, er vidunderlige, sagde sangerinden Kate Bush sidste år til musikmagasinet Gaffa. Også fra det mere rockede musikmiljø klapper store navne begejstret i hænderne, blandt andet forsangeren Dave Grohl fra rock- og metalbandet Foo Fighters.

- Vil du vide, hvorfor hendes album er så overvældende? Fordi det er vanvittigt godt og ægte. En kunstner i hendes format, som synger om virkelige hændelser og har så utrolig en stemme, fortjener al den ros og omtale, som det får i øjeblikket, udtalte han.