Kulturrådmand har mistet tålmodigheden med rejsningen af en kæmpeskulptur på Aarhus havn.

72 meter skulle han have været. Store Robert. Placeret på Aarhus havn som byens nye vartegn. Men kulturrådmand Marc Perera Christensen (K) tror ikke længere på, at Store Robert bliver til noget, og vil derfor have byrådet til at droppe ideen. Det skriver TV2 Østjylland.

- Det var en spændende tanke. Det var et spændende projekt, men jeg tror ikke på det længere. Vi har ikke hørt noget i et helt år, siger han til TV2 Østjylland.

Store Robert blev sidste år præsenteret som en gave fra finansmanden Frank Johansen. Han lovede at samle de 100 millioner ind, som skulpturen ville koste.

Frank Johansen er overrasket over, at Marc Perera Christensen nu vil droppe ideen. Han havde ikke selv tænkt sig at opgive projektet.

- Det er en stor overraskelse for mig, for jeg har ikke talt med rådmanden eller andre fra kommunen. Et projekt som det her bør også for Aarhus Kommune være kendt, at det tager lang tid, med de mange ting, der skal stykkes sammen, siger han til TV2 Østjylland.

Det er ikke første gang Store Robert bliver droppet. Ideen om den kæmpe skulptur, der skule ære skulptør Robert Jacobsen på sin 100 års dag i 2012, blev først forsøgt solgt til Københavns Kommune. Men i 2008 afviste Københavns Borgerrepræsentation den 72 meter høje skulptur.

Frank Johansen forsøgte derefter at få solgt ideen til Mari­ager, men her blev det heller ikke til noget.