Nemmere?
Jo, ganske enkelt fordi der ikke var nær så mange gode udgivelser at vælge imellem, som der tidligere har været. Og utilfredsheden med udbuddet gjaldt os alle fire, og hvad enten det handlede om hiphop, lo-fi, metal eller bare god, gedigen tidløs rock og rul.
Man kan dårligt komme op med anden forklaring på det usle udbud, end at især de store pladeselskaber - fuldt forventeligt, må man sige - langt om længe har savet den gren, de sidder på, næsten helt igennem.
Hvilket på godt dansk betyder, at de i deres evindelige panikangst over, at nogle af jer derude kan finde ud af at anvende en CD-brænder, har oversatset så meget på underlødige, TV-annoncerede udgivelser, at der hverken er plads eller penge til at udvikle kvalitet længere.
Og det synes vi sgu godt nok godt, de lige kunne tage at tænke over. Nå, men fyrre af de fede var der da i det forgangne år. Hér kommer de og god fornøjelse.
STEFFEN JUNGERSEN:
MEGADETH, »Rude Awakening« (Metal-Is/Nordic Metal). 2002 var så året, hvor vi mistede mægtige Megadeth. Hvor stort et tab, dét er, kan man opleve på de 24 koncert-knaldere hér.
SALIVA, »Back Into Your System« (Island). Heldigvis kommer der ind imellem nyt blod. Og intetsteds bedre end amerikanske Saliva, som hér beviste, at gode riffs, soli og melodier ingen hindring er i ny metal.
IRON MAIDEN, »Rock In Rio« (EMI). Et mesterligt album fra go'e, gamle Iron Maiden, som jeg efterhånden elsker så højt, så det er skræmmende.
MOTÖRHEAD, »Hammered« (SPV/Nordic Metal). Ditto!
DANKO JONES, »Born A Lion« (Bad Taste/Playground). Canadisk, kontant, kompetent drengerøvs-rock i krydsfeltet mellem AC/DC, Metallica og Rollins Band? Ja, såmænd.
MUSTASCH, »Above All« (EMI). Hvis ikke Black Sabbath vil, så vil Mustasch, Sverige. Og de vil os det godt.
DAVID BOWIE, »Heathen« (Sony). Jamen, den mand er ustoppelig. En smuk og fuldfed Bowie-plade.
HAMMERFALL, »Crimson Thunder« (Nuclear Blast/VME). Svenskerne lader hammeren falde for fjerde gang. Og den falder tungt, godt og river alt med sig i hugget.
PRETTY MAIDS, »Planet Panic« (Prema Prod./Scanbox). Bliver han ved med de dér Pretty Maids, ham Jungersen? Ja, såmænd gør han så.
THE HELLACOPTERS, »By The Grace Of God« (Universal). Et rock'n'roll album så amerikansk, at det kun kan være lavet af svenskere.
DENNIS DREJER:
MOBY, »18« (Playground): »18« er en slags »Play 2« fra Moby, og så kan han ikke få mere ros herfra. Årets bedste album dengang og årets bedste i år.
MALK DE KOIJN, »Sneglzilla« (BMG): Malk de Koijn er for sindssyge sprogekvilibrister. Og denne gang er musikken og melodierne også lige i skabet.
EMINEM, »The Eminem Show« (Universal): Eminem er lige så rap, som han plejer. Og han fornyer sig også på et mere råt, tungt og guitarinspireret album.
C.V. JØRGENSEN, »Fraklip fra det fjerne« (Sony): De er mørke, dystre og dæmoniske i C.V.'s fraklip, men det slutter heldigvis med »En stor dag«. Og et stort album.
MISSY ELLIOTT, »Under Construction« (Warner): Konstant under forandring. Altid nyskabende. Det er Missy. Og hun er i sin allerbedste form her i sin egen version af oldschool-hiphop.
OUTLANDISH, »Bread & Barrels Of Water« (BMG): Isam, Waqas og Lenny rykker igen. Mere hiphoppet og mindre festligt, poppet og radiosødt, men stadig meget iørefaldende.
NAUGHTY BY NATURE, »Iicons« (Universal): Et suverænt comeback til Naughty som duo i stedet for trio. Forbandet velswingende melodier på den skæve måde. Og med suveræne gæster i Pink og Wu-Tang-brødrene Redman og Method Man.
PUDDU VARANO, »Time To Grow« (Playground): Alex Puddu bag tordentrommerne og Morten Varano som maskinbestyrer skaber fantasifulde stemninger. Kvalitets-dance kan man vel kalde det.
SNOOP DOGG, »Paid Tha Cost To Be Da Bo$$« (EMI): Da Boss lever ikke op til sine første mesterværker, men kører den brede vestkyst-stil på sit mest samplede og eksperimenterende album til dato.
NOBODY BEATS THE BEATS, »Nobody Beats The Beats« (Sonny B Rec.): DJ Typhoon tager prisen for årets mest originale idé med danske mainstream og undergrunds lydmagere, DJs og hiphoppere i fri leg.
HENNING HØEG:
DAVID BOWIE, »Heathen«, (Sony). Den har har ikke forladt min afspiller, siden udgivelsen. »Heathen« er sgu bedre end »Heroes« - ta' den!
TV2, »På Kanten Af Småt Brændbart« (PladeSelskabet). Ligesom en dejlig duft, der bringer et væld ad minder tilbage, slår TV2's musik bro imellem vores allesammens mentale fortid, fremtid og nutid
WARREN ZEVON, »My Ride's Here«, (Sony). Han er vist ikke clairvoyant. Men amerikanske Zevon må have vidst, at der var noget i gærde. Det meste af dette solide album handler nemlig om døden. Og nu er han diagnosticeret med uhelbredelige lungekræft.
JETTE TORP, »Snowflakes In Fire«, (RecArt). Bare en dejlig varm plade til en frostklar aften foran pejsen.
COLDPLAY, »A Rush Of Blood To The Head«, (EMI. Hype eller ej, så skriver de her britiske gutter altså sæsonens bedste popmelodier.
KIM LARSEN OG KJUKKEN, »Det Var En Torsdag Aften«, (EMI/Medley). En spillevende dansk legende i sit livs topform.
TOM WAITS, »Alice«, (MNW). På én gang så smukt som en rose og så grimt som et opløst ko-lig. Waits bedste siden »Raindogs«.
THÅSTRÖM, »Manden Som Blev En Gris«, (MNW). En overset svensk perle. Det er musik, der bliver ved med at give.
DOLLY PARTON, »Halos And Horns«, (Sugar Hill). Når alt andet falder fra hinanden og ligger i ruiner, står Dolly stadig med sine rødlakerede negle, banjoen og de udødelige bluegrass-sange.
NORAH JONES, »Come Away With Me«, (EMI). Musik for jazz-elskende tryghedsnarkomaner - moar!!
JONAS HØJLUND:
SIGUR RÓS,»()«, (Fatcat/Playground). Islandsk åbenbaring af de større. Smukke og fascinerende lydlandskaber, der kun bekræfter, at Sigur Rós er en af rockens store nyskabere.
COLDPLAY, »A Rush Of Blood To The Head«, (Parlophone/EMI). Coldplay er vokset med opgaven og overgår langt debuten »Parachutes«. Et lille musikalsk mirakel med nogle af årets bedste melodier.
MIKAEL SIMPSON, »os2 + lidtRo 2002«, (Playground). Et af de mest udfordrende, grænsesøgende og bedste danske albums i nyere tid. Mikael Simpson mestrer kreativiteten.
PRIMAL SCREAM, »Evil Heat«, (Columbia/Sony). Ikke for sarte sjæle, men for alle andre. Guitar-militsen fra Glasgow kan og vil endnu engang meget mere end alle de andre.
LISE WESTZYNTHIUS, »Heavy Dream«, (Auditorium/Playground). Flot, forfinet og fængslende popplade fra en (for mange) ny stjerne på den danske musikhimmel.
MOB, »I Believe In You«, (Lärm/MNW). De danske støjrockere leverer med deres andet album en af de mest dystre, støjende og kompromisløse plader, dette land nogensinde har hørt.
JOSH ROUSE, »Under Cold Blue Skies«, (Rykodisc/MNW). Placerer sig mellem giganterne Steinbeck og Springsteen. En flot fortalt konceptplade om en arbejderfamilies liv i 50ernes USA.
COPENHAGEN, »Tales from the Forest«, (Flower Shop/Playground). Copenhagen er både unikke og uortodokse i deres udtryk, men det her er slet og ret bare en popplade. En fantastisk en af slagsen.
BLACK REBEL MOTORCYCLE CLUB, »B.R.M.C.«, (Virgin). Ligesom hos The Strokes virker B.R.M.C.s retro-rock både befriende og forfriskende i forhold til hele post-grunge og nu-metal scenen.
GRANADA, »Granada«, (Sprinkler/Play/Rec). Englestemmer, spansk guitar og svævende klaverspil og ikke så meget mere. De seks svenskere skaber sørgmodig popmusik, der imponerer.
