I disse dage går tusindvis af studerende ud af et eksamenslokale med armene hævet højt og en hue placeret på hovedet.

Studentertiden er over os, og det betyder traditionen tro vognkørsel, fællessang og en promille, der sandsynligvis er et godt stykke over selv den heftigste (festival)gymnasiebrandert.

For selvom tiderne skifter, og huerne i dag kommer i flere farver, end de gjorde engang, så er der bare nogle ting, der er tidløse. Blandt andet studentertidens mange glæder.

Som en hyldest til de mange studenter, giver vi dig her 10 faser, du sandsynligvis kender til, hvis du netop selv er blevet student, engang blev student – eller kender nogen, som kender nogen, der er blevet student.

1. Vinderfasen
I tre år i træk har du bandet over brøker, kæmpet dig ud af sengen klokken alt for tidligt og brugt alt for mange sene nattetimer på at færdiggøre en dansk stil, du ikke lige var begyndt tidsnok på. Men nu er det slut. Du er fri. Du er student. Du har huen. Du er en vinder, og intet kan få dig ned med nakken. Måske skulle du gå efter den statsministerpost? Eller en Oscar? Eller bare blive pilot?

2. Fejlkøbsfasen
Da du for flere måneder tilbage bestilte din studenterhue, tilbød firmaet samtidig en utrolig mængde andre attraktive tilbud på alt fra t-shirts til g-strenge og champagneglas med indgraveret skrift på. Dengang glædede du dig så meget til at blive student, at det virkede som en fabelagtig idé at bestille den helt store pakke. Nu indser du dog bittert, at du nok ikke får brug for de fem eksemplarer af en ’Student 2016’-t-shirt, du har bestilt. Undertøjet var måske også lidt et fejlkøb.

3. Skodgavefasen
Du bliver oversvømmet med lykønskninger og roser fra nær og fjern, men da den stort anlagte studenterfest løber af stablen i dine forældres have, bliver du slemt skuffet. Gavebordet er ganskevist proppet til randen, men under det glitrende papir finder du ubrugelige ting som hoptimister med studenterhue på og ’flytte hjemmefra’-sættet i form af tre poser pasta og et sæt bestik med 24 dele. Du får heldigvis også flere tusinde kroner i kontanter, og husker lige dig selv på, at du jo sådan set har det meget godt – og faktisk er lidt af en forkælet møgunge.

4. Studenterkørselsfasen
For hver øl, du drikker, må du tegne en streg på armen. Og med den gyldne regel i baghovedet tyller du den ene Tuborg efter den anden, mens studentervognen bevæger sig rundt i dit lokalområde med en allerede halvirriteret chauffør på førersædet. Klokken 12 har du for længst drukket dine første 10 øl, og derfra fortsætter mønsteret, mens du skiftevis indtager cocktailpølser svøbt i bacon og jordbær dyppet i chokolade i forskellige haver. Du prøver at skjule din brandert og være høflig, når du møder forældrene, men alle ser lige igennem dig. Heldigvis har de fleste været der selv, og smiler derfor overbærende og hvisker noget a la ”Åh de unge, glade mennesker,” mens du brækker dig i deres ligusterhæk.

5. Jeg-drikker-aldrig-igen-fasen
Bevares, du har haft tømmermænd før. Men ingen kan sammenlignes med det, du oplever dagen efter din vogntur. Hvorfor føles hovedet så tungt? Og hvor kommer de gigantiske blå mærker på dine ben egentlig fra? Din studenterhue, der før var så kridhvid og pæn, har skjolder overalt, fordi det virkede som en god idé at drikke øl af den. Da du har kastet op i fem timer i streg, beslutter du dig for, at du aldrig drikker igen. Og det var ALDRIG…

6. Okay-jeg-drikker-måske-igen-alligevel-fasen
… Det er naturligvis lige indtil, du hører, at nogle fra dit gymnasium arrangerer en fest på stranden samme aften. Du har det godt nok stadig ekstremt dårligt, men man bliver jo kun student én gang, og livet skal leves nu. Man lever også kun én gang, og man skal leve, mens man gør det, og elske, mens man tør det. Du tager huen på hovedet, en sixpack i hånden, og så er du på vej til fest. Igen.

7. ’Jagten på hak i huen’-fasen
En studenterhue er ikke en rigtig studenterhue, hvis ikke den er maltrakteret til ukendelighed af diverse klip og hak. Dem opnår man naturligvis kun ved en målrettet indsats, der blandt andet indebærer, at du skal drikke en kasse øl på 24 timer, hvis du vil have lov til at klippe en firkant. Du skal drikke en kasse øl og se solen stå op, hvis du vil have det såkaldte ’hus’ med en trekant ovenpå en firkant, og det uundgåelige ’hak’ i skyggen får du, når du kaster op efter alkoholindtagelse. Og den slags hak får du en del af. Faktisk er huereglerne den primære årsag til, at du hver dag i to uger i streg drikker minimum en kasse øl om dagen.

8. Fosterstillingsfasen
Efter at have fået næsten samtlige klip i huen, fortryder du bittert dit forhøjede alkoholindtag. Du vælger at ligge dig i fosterstilling i fire dage i træk. Det har du tid til, fordi du har sommerferie, og du har faktisk heller ikke andet valg. Din krop behøver hvile. Nu.

9. Verden ligger for mine fødder-fasen
Da du midt på sommeren efterhånden er ved at være ude af alkoholtågerne, kan du for alvor igen mærke lettelsen over at være fri af gymnasiets jerngreb. Nu kan du gøre alt det, du altid har drømt om. Rejse og opleve verden, sove længe, og studere noget, du faktisk synes er spændende!

10. Panikfasen
Problemet med din nyvundne frihed er måske bare, at du ikke helt ved, hvad du egentlig synes er spændende. Altså, du kunne da meget godt lide engelsk, men vil du læse det på universitetet. I fem år!? Vil du overhovedet på universitetet? Du har godt nok søgt ind, men lige nu er du ikke sikker på, at det egentlig er dét, du skal. Penge har du heller ikke mange af, så du har faktisk ikke råd til at rejse. Samtidig vil du også gerne have en lejlighed, men de er ikke til at opdrive, og igen er der det der problem med pengene. Voksenlivet virker faktisk allerede en smule uoverskueligt.