USA: Først blev komedien »The Interview« taget af plakaten i alle amerikanske biografer og flere andre steder i verden, men nu åbner der sig stadig flere muligheder for at komme til at se filmen, der gør grin med Nordkorea og lederen Kim Jong-un.

YouTube, der ejes af Google, vil distribuere Sony-filmen fra torsdag, skriver Reuters - i første omgang på forsøgsbasis.

Flere biografer valgte tidligere i december at sløjfe premieren på den satiriske film, efter selskabet bag, Sony Pictures, blev ramt af et hackerangreb, og hackerne sendte trusler af sted mod publikum og biografer, der viste filmen.

17. december blev biografpremieren udskudt på ubestemt tid, men kort før juleaften besluttede Sony alligevel at lade filmen vise i en række amerikanske biografer med premiere juledag.

Og det faldt i god jord i Det Hvide Hus, hvor præsident Barack Obama ifølge talsmand Erik Schultz roste Sonys beslutning - efter at præsidenten havde kritiseret selskabet for at have givet efter for hackernes pres.

»Præsidenten har gjort det klart, at vi er en nation, der tror på ytringsfrihed og retten til kunstnerisk udfoldelse. Sonys beslutning og biograferne gør, at folk nu selv kan bedømme filmen, og det hilser vi velkommen,« sagde Erik Schultz tirsdag ifølge Reuters.

Ifølge de amerikanske myndigheder var det nordkoreanske hackere, der stod bag angrebet og truslerne, men Nordkorea har kategorisk afvist beskyldningerne.