Jang Song-Thaek var indtil for få dage siden Nordkoreas mægtigste mand, kun overgået af sin nevø, landets øverste leder, Kim Jong-un.

Billeder offentliggjort mandag på Nordkoreansk TV viser imidlertid Jang Song-Thaeks ultimative fald fra tinderne, da han bliver arresteret under et møde i partiets såkaldte politbureau og slæbt væk i et solidt greb af to uniformerede officerer.

Fra at blive betegnet som Kim Jong-uns mentor er han nu reduceret til en »korrupt narkopåvirket skørtejager optaget af at opbygge sin egen fraktion i det regerende parti«. Det er i hvert fald den karakteristik, som det lukkede lands nyhedsbureau, KCNA, ifølge AFP mandag anvender om Jang Song-Thaek.

»Skjørtejægeren« er blevet frataget alle sine poster, herunder som viceformand for Nordkoreas øverste militære organ samt medlemskabet af det herskende arbejderparti. To af hans nærmeste rådgivere er desuden blev henrettet i fuld offentlighed.

Ifølge det nordkoreanske nyhedsbureau, der i yderst sjældne tilfælde offentliggør detaljer om udrensningen i partitoppen, var Jang Song-Thaek »påvirket af kapitalistisk livsstil«, idet han både havde et »upassende forhold til adskillige kvinder« og frekventerede diverse luksusrestauranter.

Den detroniserede onkel anklages for at have profiteret på Nordkoreas statslige produktion af jern, kunstgødning og syntetiske fibre og omsætte pengene til udenlandsk valuta. Det er angiveligt sket på kasinoer og på medicinsk behandling i udlandet til sin formodede alvoligt syge hustru - altsammen under dække af partiet.

Hustruen, Kim Kyong-Hui, der er søster til landets afdøde leder, Kim Jong-Il, har tidligere haft titel af fire-stjernet general og blev længe sammen med sin mand anset som det mest magtfulde par i Nordkorea.

Det er ikke første gang, at Jang Song-Thaek er faldet i unåde. Af ukendte årsager blev han i 2003 sendt på et års »efteruddannelse« som stålværksarbejder, og herefter lykkedes det onklen at komme tilbage i varmen og stige til nye højder, da Kim Jong-Il døde i 2008 og sønnen, Kim Jong-un, blev indsat som ny leder.

I Sydkorea siger forskeren Paik Hak-Soon fra tænketanken Sejong Institute, at den cirka 30-årige Kim Jong-un har slået til mod onklen netop nu, fordi han føler sig så sikker i sadlen, at han har kunnet fjerne en potentiel trussel.

»Kim Jong-un har opbygget en solid magtbase inden for de seneste to år, og han har ikke længere haft brug for Jang Song-Thaek, som tilsyneladende er blevet stadigt stærkere og truende,« siger Paik Hak-Soon.

Udrensningen i Nordkoreas partitop anses for den største omvæltning siden Kim Jong-Ils død, og en professor i nordkoreanske forhold i Seoul forudser ifølge AFP, at fjernelsen af Jang Song-Thaek vil udløse en anden bølge af udrensninger blandt de, der har været loyale mod ham.

»Der vil komme en storm af udrensninger over hele landet, så Kim Jong-un bliver den eneste, magten er centreret om,« siger Yang Moo-Jin fra University of North Korean Studies.