Hvis ikke der bliver sat ind mod krybskytteri, vil der snart ikke trampe elefanter rundt i kendt reservat.

Nairobi: Dyresafarier i Tanzanias enorme naturreservat Selous kan inden for få år blive uden mulighed for at spotte elefanter.

Sådan lyder advarslen fra WWF Verdensnaturfonden, som frygter, at de store dyr i år 2022 ikke vil trampe rundt i området længere, hvis krybskytteriet fortsætter på samme niveau som i dag.

Tanzanias største naturreservat med et areal større end Danmark var i 1970'erne hjem for 110.000 elefanter. Men i dag er der blot 15.000 tilbage. Krybskytteri får skylden.

- Selous kan opleve en elefantbestand, der er decimeret i 2022, hvis ikke der bliver gjort noget øjeblikkeligt, siger WWF.

- I begyndelsen af 2022 kan vi se den sidste af Selous' elefanter blive skudt af svært bevæbnede og yderst professionelle kriminelle netværk, lyder det videre.

Over 30.000 afrikanske elefanter bliver hvert år dræbt af krybskytter. De sælger dyrenes stødtænder på det sorte marked - primært i Fjernøsten. Her bliver handlen med elfenben styret af kriminelle grupper.

Tanzania er et af de lande, der er hårdest ramt af krybskytteri. Ifølge den seneste tælling er bestanden af elefanter faldet 60 procent i de fem år op til 2014.

Selous-reservatet er en turistattraktion, som hvert år bidrager med omkring seks millioner dollar til Tanzanias økonomi ifølge tal fra WWF. Det bidrag risikerer at falde, hvis der ingen elefanter bliver at knipse billeder af.

Det 55.000 kvadratkilometer store reservat kom på Unescos liste over verdensarv i 1982. På grund af krybskytteri samt olie- og mineaktiviteter placerede FN-organisationen dog området på en liste over truet verdensarv i 2014.

/ritzau/AFP