’Wrong’. Det er en formulering, som Donald Trump er blevet kendt for under valgkampagnen.

Amerikanernes kommende præsident er også kendt som lidt af en konge på Twitter. 'The Donald' er altid hurtig på tasterne på sit foretrukne sociale medie, når han skal aflevere sit budskab, takke sine venner eller angribe sine fjender.

Men mandag aften amerikansk tid gik det dog alligevel lidt for hurtigt for Trump. Da han ville hylde sin yndlingsdatter Ivanka, og fremhæve hende for at være en fantastisk kvinde med karakter og klasse, kom han nemlig ved en fejl til at tagge en anden Ivanka, den britiske kvinde Ivanka Majic fra Brighton i det sydlige England.

Hans tweet vakte hurtigt en del opmærksomhed, og Ivanka Majic fik pludselig flere tusinde ekstra følgere.

Ivanka Majic var da heller ikke sen til sende en rap replik tilbage til manden, der snart bliver den mægtigste i hele verden.

'Og du er en mand med et stort ansvar. Må jeg foreslå mere omtanke på Twitter og mere tid til at lære om klimaforandringer,' skrev hun kækt.

Det er en kendt sag, at den nyvalgte præsident flere gange har sat spørgsmålstegn ved klimaforandringerne.

Det er ikke første gang, den britiske kvinde bliver forvekslet med præsidentens datter.

Til tv-stationen ABC fortæller hun, at hun før valget opfordrede dem, der tweeter hende ved en fejl, til at stemme for Hillary Clinton.

»Det er temmelig morsomt, at jeg får al den opmærksomhed, for min egen politiske overbevisning kunne ikke ligge længere fra Donald Trumps,« siger hun i et telefoninterview med britiske ITV.