Wammen: Serbien må fortsætte EU-kurs
Europaminister Nicolai Wammen ønsker den nye serbiske præsident tillykke med valgsejren og opfordrer ham til at fortsætte landets pro-europæiske linje.
Europaminister Nicolai Wammen ønsker den nye serbiske præsident tillykke med valgsejren og opfordrer ham til at fortsætte landets pro-europæiske linje.
Serberne har søndag valgt en præsident med ry for at være EU-skeptiker. Selv har Tomislav Nikolic dog erklæret sig som pro-europæer, og den holdning håber den danske europaminister, Nicolai Wammen (S), at præsidenten holder fast i.
Wammen ønsker Tomislav Nikolic tillykke med valgsejren og opfordrer ham til at fortsætte Serbiens tilnærmelse mod EU.
- Nikolic overtager ledelsen af et Serbien, som gennem de seneste fire år har taget afgørende skridt til at forsone sig med sine naboer og udlevere de sidste eftersøgte krigsforbrydere til krigsforbryderdomstolen i Haag. Og som kvittering for gennemførelsen af betydelige reformer og fremskridt i dialogen med Kosovo fik Serbien tidligere i år status som kandidatland i EU, siger ministeren.
- Det er positivt, at Tomislav Nikolic har givet udtryk for at ville fortsætte en pro-europæisk linje. Det er også nødvendigt, hvis Serbien skal kunne åbne forhandlinger med EU om medlemskab senere i år, understreger han.
Nicolai Wammen håber, at serberne snart er klar med en ny regering, så arbejdet kan begynde.
- Serbien har endnu store udfordringer foran sig. EU-reformkursen skal fortsættes og udbygges, og Serbien skal tage vanskelige, men nødvendige skridt til at normalisere sit forhold til Kosovo. Den udvikling er både i Serbiens, Balkans og Europas interesse. Det er en udvikling, vi fortsat bør støtte fra både Danmarks og EUs side, siger han.
Tomislav Nikolic besejrede den siddende præsident, Boris Tadic. Det ventes dog, at Tadic’ parti vil danne regering i Serbiens nyvalgte parlament.