London: Det er ikke kun i Danmark, at det er svært at rekruttere organdonorer. Det kender de også til i Wales, hvor selvstyreregeringen derfor har besluttet at ændre loven.

Fra 1. december skal borgerne aktivt fravælge at være organdonorer. Gør de ikke det, er de automatisk donorer.

- Det er en stor dag for Wales, lyder det fra den walisiske minister for sundhed og sociale ydelser, Mark Drakeford.

- I dag tager vi et banebrydende skridt, som vil redde liv, siger han.

Sidste år døde 14 mennesker i Wales, mens de ventede på en transplantation.

Lovændringen vil ifølge selvstyreregeringen betyde en stigning på 25 procent i antallet af organer.

/ritzau/