Tre demonstranter menes at være blevet dræbt under voldsomme optøjer i Burkina Fasos hovedstad, Ouagadougou.

Tusindvis af vrede demonstranter marcherede torsdag mod præsidentpaladset i hovedstaden efter at have sat ild til parlamentsbygningerne og raseret statlige mediers kontorer, skriver Reuters.

Landets militær har svaret igen, og det er blevet til voldsomme kampe mellem regeringsstyrkerne og de vrede demonstranter.

Demonstrationerne sker i protest mod landets siddende præsident, Blaise Compaore, der for få dage siden præsenterede en plan, der ville tillade ham at forlænge hans 27 år lange regime med flere år. Landets forfatning byder ellers, at han skulle træde tilbage som præsident næste år, men det har den 63-årige Blaise Compaore ikke til sinde.

På trods af at landets kommunikationsminister tidligere torsdag meddelte, at man nu ville trække forslaget tilbage, er demonstranterne blevet på gaden og krævet, at præsidenten trækker sig tilbage allerede nu.

Ifølge Reuters spekuleres der kraftigt i, om oppositionens leder, Zephirin Diabre, vil benytte optøjerne til at gennemføre et kup mod Blaise Compaore. Officielt har Zephirin Diabre via sin Twitter-profil gjort det klart, at han er modstander af ethvert kupforsøg, men der meldes samtidig om, at han er i dialog med hærens general om at overtage magten.

Compaore har holdt Burkina Faso i et jerngreb, siden han kuppede sig til magten i 1987. De seneste år har utilfredsheden med ham dog ulmet i befolkningen, og tirsdag marcherede hundredetusindvis i protest mod de annoncerede forfatningsændringer. Siden da er urolighederne taget til i styrke, og torsdag aften erklærede Blaise Compaore undtagelsestilstand i det vestafrikanske land, der tæller små 13 millioner indbyggere.