En somalisk mand undgik at blive udvist, efter han blev idømt 10 års fængsel for at have voldtaget en kvinde. Da han blev løsladt, voldtog han to andre kvinder.

Somaliske Dahir Ibrahim blev i 2005 dømt til ti år bag tremmer for at have voldtaget en prostitueret i den engelske by Birmingham. Men dommen stoppede ham ikke fra at fortsætte sine forbrydelser, da han blev prøveløsladt.

Anklageren havde ellers forlangt ham udvist af landet, når hans straf var udstået. Men Ibrahim ankede. Og han fik lov til at blive.

Han udnyttede dog tilsyneladende ikke sin ekstra chance i England til at forbedre sig. I stedet voldtog han to andre kvinder i efteråret 2014, efter han var blevet løsladt.

Det skriver engelske Mirror.

På overvågningsbilleder kan man se Dahir Ibrahim flygte fra stedet, hvor han voldtog en af kvinderne.
På overvågningsbilleder kan man se Dahir Ibrahim flygte fra stedet, hvor han voldtog en af kvinderne. Foto: West Midlands Police
Vis mere

I retten kom det frem, at den første kvinde blev overfaldet i de tidlige morgentimer, da hun var gået ud for at købe cannabis. Ibrahim tog kontakt til kvinden og tilbød hende stoffer. På den måde fik han lokket hende til at følge med ind i en gyde, hvor han truede hende med en kniv, før han voldtog hende.

»Hun græd og sagde, at han skulle stoppe, og hun begyndte at råbe og skrige,« fortalte anklageren i retten.

Kvinden blev slået flere gange af Ibrahim, før det lykkedes hendes at flygte og finde hjælp.

Den anden kvinde sov på gaden, da hun blev angrebet af den somaliske mand. Han truede hende med blandt andet en skruetrækker, før han voldtog hende.

Svært ved at forstå, hvad der var acceptabelt

Det lykkedes hurtigt for politiet at finde frem til Ibrahim ved hjælp af DNA-beviser og overvågningsbilleder.

I retten erkendte han, hvad han havde gjort.

Hans forsvarsadvokat forklarede, at Ibrahim kom fra et land, hvor han havde været vidne til mange grusomheder, og derfor havde svært ved at forstå, hvad der var acceptabelt i England.

Dommeren mente dog ikke, der var tale om formildende omstændigheder og idømte den 31-årige mand fængsel på livstid. Han skal afsone minimum ti års fængsel, før han kan søge om prøveløsladelse. Og hvis han engang bliver løsladt, bliver han ifølge Mirror højst sandsynligt udvist.