KINA: Den kinesiske hovedstad Beijing er ramt af de værste regnmængder i 60 år, og det har bragt antallet af døde i millionbyen op på 37 personer, oplyser Beijings bystyre ifølge Sky News.
25 af de 37 personer er druknet, mens seks har mistet livet, da deres hjem kollapsede over dem, Derudover er fem mennesker døde af stød i forbindelse med, at regnen er kommet i kontakt med elektriske installationer, mens en er død, da lynet slog ned.
Søndag skabte en regnstorm kaos i hovedstaden, da den resulterede i oversvømmede gader.
Beijngs Internationale lufthavn har aflyst mere end 500 afgange, og 80.000 mennesker er fanget i selve lufthavnen.
Byens undergrundssystem er dog stort set upåvirket af vandmasserne bortset fra, at langt flere kinesere end normalt benytter metroen, fordi de ikke længere kan køre bil, tage bus eller taxi i de oversvømmede gader.
Der er faldet 170 millimeter regn i Beijing i løbet af få dage, og byen er derfor ikke ramt nær så hårdt som det nærliggende Fangshant-distrikt, hvor der i gennemsnit er faldet 460 millimeter regn.
Beijings bystyre lover på sin hjemmeside, at det arbejder på at få løst problemerne, som regnen har forårsaget.
Her kan man blandt andet læse, at det er et kendt fænomen, at Beijing risikerer oversvømmelser fra sidst i juli til starten af september med risiko for ekstreme vejrforhold.
Nogle borgere klager dog over, at bystyret ikke har været godt nok forberedt på vandmasserne.
-Vejrudsigten viste tidligt, at Beijing ville blive ramt af skybrud, så hvorfor forberedte man sig ikke med pumper og andre faciliteter i god tid, spørger en læser af bloggen Sina Weibo.
I andre dele af landet har vandmasserne skabt mudderskred, der også har kostet menneskeliv, ligesom tog på jernbanelinjen, der forbinder Baoji i den nordvestlige Shaanxi-provins med Chengdu i Sichuan-provinsen, er afskåret fra at køre.



