Den mordmistænkte IT-mogul John McAfee er blevet smidt ud af Guatemala efter ugers flugt. Nu er han landet i USA.

USA: Efter flere uger på flugt og mange dages tilbageholdelse landede et fly med den amerikanske softwarepioner, John McAfee, onsdag aften i Miami i USA.

John McAfee har været holdt tilbage af de guatemalanske myndigheder i en uge, inden de onsdag valgte at udvise ham til USA efter at have afvist hans ønske om politisk asyl.

Forinden var han flygtet fra Guatemalas naboland, Belize, efter at hans nabo - amerikaneren Gregory Faull - blev fundet myrdet 11. november. Trods et forsøg på maskering blev han anholdt i Guatemala, som på grund af stridigheder om grænsedragningen med Belize ikke har en udleveringsaftale med nabolandet.

John McAfee er grundlægger af antivirusfirmaet McAfee, som i dag er en del af chip-giganten Intel, og han har siden 1990erne ikke haft noget med selskabet at gøre.

Den 52-årige Gregory Faull blev fundet død med et enkelt skud gennem hovedet. Han boede ved siden af John McAfee på den tropiske ø Ambergris Caye, og de to har gennem længere tid haft kontroverser om John McAfees brug af vagthunde til at beskytte sin grund. 9. november blev flere af hundene fundet døde - de var blevet forgiftet.

Amerikanske myndigheder modtog John McAfee i flyet. Sikkerhedsfolk havde eskorteret ham på turen. Det er uvist, om han vil blive i Miami.

Myndighederne i Belize, hvor John McAfee har boet siden 2008, siger, at de fortsat ønsker at tale med ham. John McAfee bedyrer selv, at han ikke har spor med naboens død at gøre, og at han kun forlod Belize for at undgå politiets forfølgelse. Han hævder, at politiet vil ramme eller dræbe ham, fordi han nægtede at betale to millioner dollars i bestikkelse til Belizes regeringsparti.

Hans 20-årige beliziske kæreste, Samantha Venagas, blev ikke udvist sammen med den 67-årige amerikaner.