Den radikale islamist Anjem Choudary er blandt de anholdte under en terroraktion i London. Han er blandt andet kendt for at sige, at der bør indføres sharia i Danmark.

Den kendte muslimske prædikant Anjem Choudary er blandt de ni mænd, der er blevet anholdt under en større aktion mod en gruppe formodede medlemmer af en forbudt terrororganisation i Storbritannien.

Det skriver den britiske avis The Guardian.

Anjem Choudary er mistænkt for at have inspireret et trecifret antal unge, britiske muslimer til at rejse til Syrien for at blive hellige krigere, og i Danmark har han blandt andet gjort sig bemærket ved at foreslå, at Christiansborg omdøbes til »Muslimborg«.

Det skete under et interview i Deadline på DR2 tidligere på året, hvor Choudary også gjorde sig til talsmand for, at der bliver indført sharialovgivning i Danmark.

Anjem Choudary er født i Storbritannien og har pakistanske rødder. Den veltalende prædikant er jurauddannet, men har primært ernæret sig ved at undervise unge i sin strenge fortolkning af islam. Han er kendt som en politisk aktivist, der har været med til at danne den ulovlige islamistiske gruppe Al-Muhajiroun i Storbritannien.

De ni anholdte mænd er ifølge oplysningerne fra politiet netop blevet sigtet for at opfordre til terror og for at støtte en forbudt organisation, der ifølge nyhedsbureauet AP er identisk med Al-Muhajiroun. Oplysningen er dog endnu ikke officielt bekræftet, ligesom politi ikke har bekræftet, at Choudary er blandt de tilbageholdte.

Myndighederne har dog oplyst, at de ni mænd ikke umiddelbart vurderes at udgøre en trussel mod offentligheden. De er blevet anholdt som en del af en verserende efterforskning af islamistisk relateret terrorisme.