Det skulle have været en hyldest til den afdøde Pave Johannes Paul II, men endte som en tragedie. Under en ceremoni i norditalienske Cevo torsdag, væltede et 30 meter højt kors og maste 21-årige Marco Gusmini til døde.

En anden deltager i ceremonien blev også ramt af det gigantiske kors og er blevet hasteindlagt på hospitalet, skriver italienske medier.

Adskillige børn og unge var til stede under ceremonien, hvor der udbrød vild panik, da korset kollapsede. Mauru Gusmini havde et mindre handicap, som kan have været årsagen til, at han ikke nåede væk fra det faldende kors.

Ulykken skete blot tre dage før helgenkåringen af polskfødte Johannes Paul II og den italienskfødte tidligere pave Johannes XXIII, som finder sted i Vatikanet på søndag.

Cevos borgmester Silvio Citroni har valgt at aflyse alle yderligere fejringer af Johannes Paul II's helgenkåring som konsekvens af den tragiske ulykke.