Den norske efterretningstjeneste (PST) har anholdt tre personer, som mistænkes for at have forberedt bombeaktioner mod undergrundsbaner i USA og England.
De tre mistænkte er ifølge flere amerikanske medier medlemmer af terrorbevægelsen al-Qaeda.
Norske og amerikanske myndigheder har angiveligt arbejdet tæt sammen i tiden frem mod anholdelserne, og begge lande har tilsyneladende haft de mistænkte under overvågning i mere end et år.
Mændene blev anholdt i Norge kort før klokken ni torsdag morgen, men det vides endnu ikke, om de er norske statsborgere.
De tre mistænkte menes at have planlagt flere bombeangreb i lighed med det, som sidste år blev afværget i New York.
Angrebet skulle være udført i millionbyens undergrundsbane, og den amerikanske justitsminister, Eric Holder, betegnede dengang planerne som de mest alvorlige efter det massive anslag mod USA 11. september 2001.
Ved angrebet i New York skulle kraftige flydende peroxidbomber være anvendt, og ifølge nyhedsbureauet AP er politiet i Norge stødt på det samme stof i forbindelse med anholdelsen af de tre formodede terrorister, skriver norske VG på sin hjemmeside.
Det højeksplosive stof, der også er kendt som TATP eller "Satans mor", blev desuden brugt, da terrorister i 2005 angreb Londons undergrundsbane og dræbte 53 mennesker.
I Danmark dukkede stoffet op i forbindelse med terrorsagen fra Vollsmose og den såkaldte Glasvej-sag, hvor de mistænkte blev dømt for at have fremstillet stoffet til brug for terrorangreb i Danmark.
Også "skobomberen" Richard Reid havde armeret sine sko med det farlige stof, da han i 2001 blev overmandet om bord på et fly.
Stoffet fremstilles af blandt andet nedløbsrens og acetone, som kan købes i de fleste isenkræmmerbutikker. Det er derfor relativt let at fremstille.
De tre anholdte er en 39-årig mand med norsk statsborgerskab, som kom til landet i 1999. Han har uigurisk oprindelse. Desuden tæller gruppen en 37-årig iraker, som kom til landet i 1999 og fik bevilget humanitær opholdstilladelse, samt en 31-årig usbeker, der kom til Norge samme år, men som fik ophold på baggrund af familiesammenføring i 2002.
En eller flere af mændene vil senere torsdag blive fremstillet i en domstol i Oslo med henblik på varetægtsfængsling, oplyser PST.
/ritzau/






















