Hun troede, han var hende utro. Men sandheden viste sig at være meget værre.

Da Phillip Vellio en sen aften i 2014 tog en skjorte på og fortalte sin kæreste Leah Mouatt, at han skulle mødes med en ven på en bar, blev hendes mistanke forstærket. Alle tegnene havde været der. Han arbejdede til sent, gav underlige undskyldninger, og klædte sig pænt på selv til afslappede begivenheder så som at drikke en øl på en bar.

Så da han havde forladt deres hjem i den australske by Penrith, loggede hun på hans computer, fordi hun frygtede, han mødtes med andre kvinder og havde en affære.

Hun søgte efter det brugernavn, han ofte benyttede sig af, når han kommenterede biler og sport i diverse fora.

Gemt væk i søgeresultaterne fandt hun en offentlig profil på en pornografisk hjemmeside, der reklamerede sig selv som værende et 'moderløst' og 'moralløst' frirum for brugergenereret indhold.

Leah Mouatt fandt ud af, at hendes kæreste gennem seks år, havde levet et mørkt dobbeltliv. På siden havde han delt flere billeder af piger, der ikke var kommet i teenagealderen endnu. En af dem var en af hendes veninders datter. Derudover havde han skrevet seksuelt grafiske og forstyrrende kommentarer. På hans profil havde han skrevet 'teenagere' som sin yndlingsporno, mens han ud for sin seksuelle reference havde skrevet, at 'intet er tabu'.

Det skriver det australske medie 9 News, efter 34-årige Leah Mouatt har valgt at stå frem i programmet '60 Minutes'.

»Der skete ting mod disse børn, som du ikke kan drømme om, og det kiggede han på,« siger hun.

'Det knuste min verden på ét sekund'

Leah havde mødt Phillip, da hun var 25, og de faldt på hinanden med det samme. De købte et hus sammen, og alt virkede til at være fint, indtil slutningen af 2014, hvor Philip begyndte at blive mere fjern.

Da hun fandt hjemmesiden med børneporno, blev det klart for hende hvorfor.

»Det knuste min verden på ét sekund, og jeg vidste hurtigt, efter jeg havde set det, at jeg blev nødt til at ringe til politiet,« fortæller hun.

Politiet beslaglagde hans computer og hans iPad, hvor de fandt mere end 32.000 billeder og 854 videoer, hvoraf mange viste børn involveret i gang med seksuelle handlinger. Flere af billederne var af helt små spædbørn, andre af småbørn og teenagere, der på billederne var sammen med andre børn eller voksne.

Phillip Vellio blev dømt for at være i besiddelse af børnepornografi og blev idømt et års betinget fængsel.

»Det, der gør mig mest ked af det, er, at jeg måske har stoppet ham, men hvem hjælper disse børn,« spørger Leah Mouatt i '60 Minutes' og tilføjer:

»Han havde hundredvis af videoer og tusindvis af billeder. Hvor mange børn er det?«

'Jeg vidste, jeg havde gjort det rigtige'

Efter at have meldt Phillip Vellio til politiet, begyndte venner og familie at tage afstand fra Leah Mouatt. Hun måtte igennem en længere kamp om penge med sine daværende svigerforældre, og det blev til sidst nødvendigt for hende at søge hjælp hos nødhjælpsorganisationer for at få mad og benzin.

Hun flyttede hjem til sine forældre i en lille by nær Bathurst, mens Phillip Vellios forældre og venner ikke var interesseret i at vide, hvad han havde gjort.

»Deres motivation var at beskytte deres omdømme, og jeg blev gjort til syndebuk. Jeg følte det som om, det var min skyld. Som om, jeg havde forrådt ham. Jeg følte, at jeg burde have opdaget det tidligere,« har hun tidligere fortalt til Sydney Morning Herald.

Hun står ikke alene med de følelser, fortæller formanden for Australian Women Against Violence Alliance - Julie Oberin.

»Mange af de kvinder, vi hjælper, fortæller os det samme. Bedraget, skammen, reaktionerne fra andre, skylden,« siger hun til Sydney Morning Herald.

I dag er Leah Mouatt i gang med at genopbygge sit liv. Hun læser psykologi og arbejder som frivillig hos Lifeline for at hjælpe andre ofre for forbrydelser.

»Det, der gør mest ondt, er, at jeg gik igennem så meget, men meget få mennesker har takket mig,« siger hun og slutter:

»Jeg gjorde det rigtige, og jeg blev straffet for det. Mit liv eksploderede fra den opringning til politiet, og det eneste, der fik mig igennem det, var visheden om, at jeg havde gjort det rigtige.«