Tidligt mandag morgen lokal tid blev der åbnet ild ved en natklub fuld af unge mennesker i byen Fort Myers i den amerikanske delstat Florida. To meldes dræbt og flere sårede kæmper netop for deres liv.

Politiet modtog et alarmopkald om et skyderi klokken 00.30 natten til mandag på en natklubben Club Blu, hvor mange feststemte unge var forsamlet til en teenage-fest. Kort efter blev der også affyret skud to andre steder i byen. Politiet undersøger, om der er sammenhæng mellem skudepisoderne.

Det skriver flere amerikanske medier, blandt andre Fox 4.

Ifølge nyhedsværten på ABC's lokale tv-station, Christina Carilla, er tre personer blevet anholdt efter skyderierne, som har kostet to menneskeliv. Ifølge ABC 7 er et af ofrene en blot 12 år gammel dreng. Andre lokalmedier oplyser, at det en 14-årig dreng blev det andet dødsoffer.

Flere medier melder om mellem 14 og 16 sårede. Flere af dem skulle netop nu svæve mellem liv og død.

Ifølge Daily Mail har øjenvidner beskrevet Club Blu som 'et galehus', mens skyderiet foregik.

På Facebook havde Club Blu annonceret om en badetøjsfest søndag nat. Festen var åben for alle, og der var ingen krav om identifikation, så alle kunne komme ind på natklubben.

Timothy Settles er en af de mange unge, som mødte op for at have en hyggelig aften på Club Blu, da natklubben pludselig blev forvandlet til et inferno af skræk og rædsel, mens kuglerne fløj omkring ørerne på ham og de andre bargæster.

Timothy Settles blev såret under angrebet og er i al hast blevet indlagt på hospitalet. I en live-video på sin Facebook-profil fortæller den unge mand, at han 'ikke ønsker at dø'.

Politiet er massivt til stede på gerningsstedet, hvor der ifølge flere øjenvidner ligger mere end 20 patroner spredt ud over gulvet.

Der skulle også være adskillige skudhuller i væggene.

Syreeta Garys datter var en af de mange teenagere, som oplevede de dramatiske og voldsomme begivenheder på klos hold. Datteren slap ud fra Club Blu uden mén, men hendes veninde blev skudt i benet, mens hun flygtede fra masseskyderiet.

»Jeg takker Gud for, at min datter har det godt. Hun kunne være blevet skudt. Hun undgik kuglerne ved at gemme sig mellem nogle biler,« fortæller den bekymrede mor i en video, som er lagt på Twitter.

»Det er forfærdeligt, at børn skal gå igennem den slags og ikke kan have det sjovt, fordi der er mennesker med kriminelle hensigter, som ønsker at terrorisere andre,« fortsætter Syreeta Gary.

Vidner har fortalt politiet, at en person pludselig åbnede ild og skød mod et hus og en anden bil fra vinduet af en sort Honda to timer efter masseskyderiet på natklubben Club Blu. Ifølge Fox 4 skulle mindst 30 patroner være spredt ud over det boligområde, som blev ramt af skyderiet. Også et tredje skyderi fandt sted i Fort Myers kort efter angrebet på Club Blu. Der meldes ikke om nogle ofre eller sårede efter disse skyderier. Politiet efterforsker, om der er sammenhæng mellem de tre episoder.

Efter de tre anholdelser er politiet ifølge ABC 7 ikke længere på jagt efter flere gerningsmænd. Motivet bag det blodige masseskyderi står stadig hen i det uvisse.

Masseskyderiet på Club Blu finder sted blot halvanden måned efter, at 49 mennesker blev skudt og dræbt på en natklub i Orlando, blot 200 kilometer nord for Fort Myers.