Kræver 100 terrorister løsladt

13 norske Statoil-medarbejdere er taget som gidsler på et gasanlæg i Algeriet. Det bekræfter den norske statsminister på et pressemøde her til aften.

Den militante gruppe, der menes at stå bag aktionen, hævder at have taget i alt 41 angiveligt 'vestlige' personer som gidsler. Ifølge internationale nyhedsbureauer kræver de militante islamister 100 terrorister, der sidder fængslet i Algeriet, løsladt.

To Statoil-ansatte er blevet skadet i forbindelse med den gidselaktion, som bevæbnede militante indledte onsdag morgen på et gasanlæg i Algeriet.

Det bekræfter Statoils internationale chef, Lars Christian Bacher, på en pressekonference onsdag aften.

- Vi har fået information om, at to af vores ansatte er kommet fysisk til skade. Ikke alvorligt, men situationen er uafklaret, siger han ifølge norske VG.

Samtidig oplyser han, at yderligere 11 Statoil-medarbejdere er taget som gidsler, og han betegner situationen »som den mest alvorlige, vi har haft i Statoil«.

De første meldinger lød på syv bortførte udlændinge, heriblandt en nordmand og flere japanere, men gruppen, der har forbindelse til al-Qaeda, hævder at have taget 41 mennesker som gidsler, skriver Reuters.

Lokale kilder oplyser ifølge nyhedsbureauet, at mindst ni udlændinge er bortført og at to mennesker er dræbt, heriblandt en franskmand. Blandt gidslerne skal desuden være både britiske, irske og amerikanske statsborgere, og norske VG citerer nyhedsbureauet AP for, at der er forhandlinger i gang om løsladelse.

Det er det britiske olieselskab BP, der sammen med japanske JGC Corp og norske Statoil opererer på gasanlægget.

Den militante gruppe oplyser, at angrebet mod gasanlægget har fundet sted, fordi Algeriet har tilladt fransk militær at bevæge sig ind i landets luftrum i forbindelse med militæroperationen i Mali. De militante har ifølge en algerisk avis truet med at sprænge hele gasanlægget i luften, hvis algeriske styrker angriber dem.