Mindst 150 personer i området omkring byen Tjeljabinsk er blevet såret, dog sandsynligvis ikke alvorligt, som følge af en serie af meteorit-nedslag i Ural-regionen i Rusland, oplyser det russiske indenrigsministerium ifølge nyhedsbureauerne Interfax og Ria Novosti.

- Vi oplever et stadigt stigende antal henvendelser fra borgere, omkring 150 indtil videre. Flere har småskader og har kunnet gå hjem igen, mens andre har fået mere alvorlige skader, oplyser en kilde fra et hospital i Tjeljabinsk til Interfax.

Flere har blandt andet fået skader af glassplinter fra de smadrede vinduer, forårsaget af trykbølger.

Beboere, hvoraf flere efter sigende skulle have gået i UFO-panik umiddelbart efter nedslagene, har ifølge nyhedsbureauet Ria Novosti fortalt, at flere brændende objekter lyste himlen op over byområderne Tjeljabinsk, Jekatarinborg og Sverdlovsk tidligt fredag morgen. Efter de store brag kunne man flere steder høre lyden af bilalarmer, og det forlyder, at politiet i hvert fald i byen Tjeljabinsk er i højeste beredskab, hvor man også har evakueret flere kontorbygninger.

Ifølge flere vidner lød der først et stort brag højt over regionen, hvilket stemmer godt overens med de informationer, som de lokale myndigheder foreløbigt har.

- Vi har klare indikationer på, at der kan være tale om meteoritregn og har oplysninger om, at der har været en eksplosion i cirka 10.000 meters højde, siger en talsperson således til Ria Novosti, hvilket bliver bekræftet af det russiske ministerium for nødsituationer.

På Youtube, russiske internetmedier og andre hjemmesider er der fredag morgen blevet lagt flere billeder ud med »spor« efter faldende objekter på himlen, blandt andet taget i nærheden af Jekatarinborg, som ligger 200 kilometer fra Tjeljabinsk.

Herunder: Videoer publiceret på netavisen Russian Today og youtube 



(Virker desværre ikke på mobiltelefonen - men du kan se youtube-videoerne her, her og her.)