Røgen har nærmest ikke lagt sig efter et højspændt præsidentvalg i USA, hvor målingerne til det sidste spåede demokraten Hillary Clinton sejren. Men spekulationerne om, hvad taberen skal lave er allerede i gang.

Som bekendt led Hillary et eklatant nederlag, da Donald Trump endte med at løbe med sejren, og siden har der været ganske roligt om den tidligere udenrigsminister og præsidentfrue.

Men de sidste par uger er spekulationerne, om udenrigsministerposten var den sidste toppost, vi kommer til at se Hillary Clinton i, kommet op til overfladen i diverse amerikanske medier.

Blandt andet skriver Frank Bruni i en blog i New York Times, at det konservative medie Newsmax har rapporteret, at demokrater opfordrer Hillary Clinton til at stille op som borgmester mod den siddende demokratiske borgmester Bill de Blasio, som der har været noget utilfredshed med.

'Hun ville nærmest sikkert slå de Blasio, og man må indrømme, at ideen om en Clinton som borgmester er genial. Det er hævn, forløsning og en mulighed for borgerne i New York til at blive reddet fra hans mangler,' skriver han

Men også det velansete medie The Times har skrevet om spekulationerne, som er blevet intensiveret det sidste stykke tid.

Dertil skal tilføjes, at Frank Bruni gør sig ganske lystig over, at det kunne være interessant at se, hvordan det ville udspille sig, hvis Clinton blev borgmester i den by, hvor den kommende præsident Donald Trump har sit hovedkvarter i form af det berømte Trump Towers.

For selvom Trump bor i New York og styrer sit forretningsimperium derfra, så stemte 79 procent af vælgerne på Clinton. Og så har byen aldrig haf en kvindelig borgmester.

Men der er også flere faktorer, der taler imod, at den tidligere førstekvinde stiller op som borgmesterkandidat, skriver Frank Bruni.

'Og hvis hun taber? Ups. Hun ville være en af de værste sager om knuste drømme og nedadgående mobilitet i moderne amerikansk politik,« slår han fast.

Men en ting er sikkert, slår bloggeren fast - hun kan ikke blive ved med at tage på gåture i New Yorks naturskønne omgivelser, som hun har gjort i kølvandet på sit valgnederlag.

'Men helt ærligt. Ingen har nogensinde forvekslet hende med en skovnymfe. Hun er et væsen skabt til fortove buksedragter og politik. Burde hun ikke vende tilbage til alle tre ting?'