Engang havde Norden et næsten pletfrit image i de baltiske lande. Nu angriber konservative grupper Danmark, Norge og Sverige for at være moralsk fordærvede. Og Ruslands statslige medier puster til ilden for at så splid i EU.

Iveta Kelle må lægge øre til lidt af hvert, når hun kommer ud til forældremøder på Letlands folkeskoler. Vidste du for eksempel, at myndighederne i Norge bortfører børn for at øge befolkningstallet? Eller at seksuelle perversioner er så udbredte i Danmark, at det nu er lovligt at gifte sig med en hest? Eller at børn i de vestlige lande skal lære at onanere, fra de er fire år gamle?

Nogle gange ryster Iveta Kelle bare på hovedet over de farverige påstande. Andre gange bliver hun bekymret. Myter og ren misinformation om Norden og Vesteuropa er blevet mere udbredt i det baltiske land de seneste år, forklarer hun.

»Jeg har mødt veluddannede forældre, der har læst den her information, og de tror på den. Jeg spørger dem: Forestiller du dig virkelig, at det er muligt? Ja, det tror de, for det har de læst på nettet,« siger Iveta Kelle, der er leder af den lettiske organisation Familieplanlægning og Seksuel Sundhed.

I Letland er myterne om Norden blevet skyts i en debat om moral og seksualitet, der er blusset op i de baltiske lande og andre steder i Central- og Østeuropa de senere år. I Letland presser konservative grupper på for at vedtage antihomolove som i nabolandet Rusland. Og for et halvt år siden vedtog det lettiske parlament en såkaldt kyskhedslov om moralsk opdragelse i landets skoler.

I debatten om loven har lettiske politikere og organisationer brugt en række påstande om de nordiske lande, der historisk ellers har haft en høj stjerne i Baltikum, som eksempler på »moralsk forfald« i Vesteuropa.

»Demokrati med en smag af pædofili«

Eksemplerne er mange, viser en ny rapport fra et lettisk center for undersøgende journalistik.

En dansk børnebog, der blev oversat til lettisk i 2012, er af konservative forældreorganisationer blevet beskyldt for at »udbrede homoseksualitet«. Fra talerstolen i landets parlament hævdede en af kyskhedslovens støtter, at de svenske myndigheder vil »forbyde traditionelle eventyr for at fremme ligestillingen«. Dette er beskyldninger fra den milde ende. I et interview med Letlands største avis, MK-Latvija, sagde en kendt lettisk børnelæge, at seksuelt misbrug af børn er »normen« i Norge. Vestlige værdier er nemlig intet andet end »demokrati med en smag af pædofili«, sagde han. Det sidste var overskriften på artiklen, der blev en af årets mest delte på de sociale medier i Letland.

Myterne om de nordiske lande er udbredte, bekræfter Simon Drewsen Holmberg, leder af det danske kulturinstitut i Riga.

»Det er ikke et helt lille fænomen. Du har velbegavede, veluddannede mennesker, der har en opfattelse af, at alt ondt kommer fra nordmændene, svenskerne og til en vis grad danskerne,« siger Simon Drewsen Holmberg.

Sveriges ambassadør i Letland, Henrik Landermann, vurderer, at misinformationen har belastet de nordiske landes omdømme i Baltikum.

»I nogen grad, ja. Jeg vil sige, at det er blevet mere udbredt i min tid i Letland. Den drivende kraft er enkelte politikere, der fremlægger ting som denne lov om kyskhed. Men tendensen findes i flere partier, herunder etnisk russiske partier og nationalkonservative lettiske partier,« siger Henrik Landermann til Berlingske.

Børnene lærer at blive homoseksuelle!

Beskyldninger mod et »umoralsk Norden« er kun en flig af det fulde billede. Diplomater fra Danmark, Norge og Sverige, som Berlingske har talt med, understreger alle, at de nordiske lande fortsat har et positivt image i Baltikum. Danmark prises for støtten til de baltiske landes selvstændighed fra Sovjetunionen i 1991 og for opbakning til optagelsen i EU og NATO. Og på universitetet i Litauens hovedstad, Vilnius, er nordiske sprog stadig et af de studier, der kræver allerhøjest gennemsnit.

»Det mærker man virkelig, og det skal vi være meget taknemmelige for. Men hvis du ser på samfundet, så er der også nogle voldsomme strømninger i forhold til de nordiske værdier,« siger Simon Drewsen Holmberg, der har boet i Letland de seneste ti år.

Iveta Kelle og hendes kolleger, der arbejder med seksualundervisning på lettiske skoler, er blandt dem, der har mærket den konservative bølge i det lettiske samfund de seneste to til tre år. Den er blevet fulgt af voldsomme, og ofte urigtige, beskyldninger mod de nordiske lande. Mange stammer fra russisksprogede medier, hvorfra de viderebringes af lettiske forældresammenslutninger, siger hun.

»De fleste har aldrig rejst til udlandet. De ved kun det, som de har læst, og det er, at de nordiske lande er perverse, for her lærer man børn at blive homoseksuelle,« siger Iveta Kelle.

Lignende synspunkter har fået en markant stemme i Letlands parlament, hvor et nationalkonservativt parti er gået frem de senere år.

Norge stjæler da litauiske børn!

Den seneste tid er især Norge kommet i centrum for debatten i Letland og Litauen efter en sag om tvangsfjernelse af et barn fra en litauisk mor bosiddende i Norge.

På litauisk TV blev Norge sidste år beskyldt for at »stjæle« litauiske børn for at øge befolkningstallet. Årsagen skulle være, at Norge har »verdensrekord i indavl«, hævdede et populært litauisk TV-show. Efterfølgende var der demonstrationer foran den norske ambassade. Ambassadøren måtte hyre et lokalt PR-bureau og invitere litauiske journalister til Norge for at forsøge at dæmme op for en bølge af fejlagtig information.

Myter om Norden er blevet så fremtrædende i debatten, at et lettisk center for undersøgende journalistik, Rebaltica, for nylig besluttede sig for at undersøge, hvor de stammer fra, og hvordan de spredes. Svaret er flerfoldigt:

En række konservative politikere i Letland fører an i forening med organisationer med rod i landets store russisktalende mindretal, viser rapporten. Begge grupper henviser til »kendsgerninger« fra statslige medier i det store naboland Rusland.

Rapporten ser nærmere på to af de mest groteske, men samtidig sejlivede myter. En går ud på, at en gruppe udefinerede magthavere i EU-landene angiveligt kræver, at børn bliver instrueret i at masturbere, fra de er fire år. En anden hævder, at den norske regering anser incest for at være så normalt, at skolebørn skal »undervises« i det. Begge dele er blevet gentaget af lettiske politikere, som var det fakta.

Den første påstand stammer fra artikler på russiske netaviser og stats-TV, der fortsat er en vigtig kilde til nyheder i Letland. På dusinvis af netaviser citeres Norges tidligere familieminister Inga Marte Thorkildsen for at sige, at incest er en »social tradition«, som børn i Norge skal lære om fra 1. klasse. Herfra har påstanden bredt sig til lettiske medier. Citatet er det pure opspind, oplyser eksministeren til Rebaltica.

Den anden myte viderebringes også af russiske medier. Moskvas bystyres officielle TV-station Tv-Tsentr rapporterede i 2014, at det umoralske EU nu er gået så vidt, at de promoverer onani blandt småbørn. Myten kan spores til en grov forvrængning af en sundhedsfaglig rapport fra Verdenssundhedsorganisationen WHO. Her konstateres det blot, at børn i den alder ofte rører ved egne kønsdele.

En tredje populær påstand, nemlig at en dansk kvinde skulle have giftet sig med sin hest og derefter fået ægteskabet godkendt af Højesteret, er lettere at knække. Den stammer fra det kendte fupmagasin WorldNewsDailyReport.com, der bringer den fiktive historie under overskriften »Denmark: Woman Marries Own Horse, Creates Legal Precedent«.

En del af Ruslands informationskrig

Begge fløje i lettisk politik har spredt de fejlagtige oplysninger, viser rapporten. Kampagnen for »familieværdier« har skabt alliancer på kryds og tværs af både grænser og det politiske spektrum. Det lettiske nationalkonservative parti og det overvejende etnisk russisk parti gik i sommer helt usædvanligt sammen om at vedtage den såkaldte kyskhedslov. Loven skulle ifølge ophavsmændene være en lærestreg til EU og de nordiske lande, der har kritiseret de baltiske lande for at diskriminere homoseksuelle.

En af lovens skarpeste kritikere er Letlands udenrigsminister, Edgars Rinkevics. Han har beskyldt de to fløjpartier for at gå den store nabo Ruslands ærinde med anti-vestlig propaganda, der slår en kile ind mellem landene på hver sin side af Østersøen. I en skriftlig kommentar til Berlingske skriver ministerens talsmand, at forsøget på at fremstille såkaldte familieværdier »som en modsætning til det angiveligt »rådne« Vesten er en central del af Ruslands informationskrig«.

Ifølge Letlands sikkerhedstjeneste har prorussiske aktivister modtaget direkte finansiel støtte fra Rusland, fremgår det af rapporten.

Den russiske regering har de senere år forsøgt at markedsføre landet som en konservativ stormagt. Det russiske parlament har blandt andet forbudt såkaldt »propaganda« for homoseksualitet blandt mindreårige. Netop nu drøfter parlamentet en stramning af loven, der – hvis den vedtages – åbner for at straffe to mænd, der holder i hånd eller kysser på offentlige steder, med bøde eller fængsel.

Ruslands støtte til antivestlige grupper i de små baltiske lande er dog ikke nødvendigvis økonomisk. Omtale i Ruslands statslige medier er den vigtigste faktor, siger Anton Sjekhovtsov, ekspert i russiske højreekstreme bevægelser ved Institute for Human Sciences i Wien.

»Det centrale er, at de giver en platform for disse ofte meget marginale grupper. Synlighed er meget vigtigere end penge,« forklarer Anton Sjekhovtsov.

For nordiske diplomater er det derimod en balancegang, om man skal reagere på alle tilfælde af fejlagtige oplysninger og dermed risikere at give løgnagtige påstande yderligere opmærksomhed.

»Men noget af dette er så udbredt på de sociale medier, at vi ikke kan ignorere det. Vi skal ikke overvurdere det, men vi skal heller ikke lade det stå uimodsagt,« siger den svenske ambassadør i Letland, Henrik Landermann.