Vild korruptionssag i Tyrkiet: Ti ministre ryger

Den tyrkiske premierminister Tayyip Erdogan siger, at han vil udskifte halvdelen af sine 20 ministre, efter tre ministre allerede har taget deres afsked på grund af en korruptionssag, skriver Reuters.

Præsident Abdullah Gul blev tidligere onsdag præsenteret for tre nye ministre, efter at økonomi-, indenrigs- og miljøministrene var trådt tilbage.

Det er de tre ministres sønner, der er under anklage i korruptionssagen.

I alt 24 personer står anklaget i den omfattende korruptionssag, som også involverer den administrerende direktør i den statsejede bank Halkbank.

Premierminister Erdogan har beskrevet sagen som en »smædekampagne« iværksat af udenlandske kræfter mod Tyrkiet.

BNB/Reuters