Det er angiveligt tidligere oprørere fra Libyen, der har bortført premierministeren, Ali Zeidan.

Gruppen, som på engelsk kalder sig the Operations Room of Libya’s Revolutionaries, har ifølge Reuters taget ansvaret for bortførelsen fra premierministerens hotel i hovedstaden, Tripoli, torsdag morgen. I en udtalelse begrunder de tidligere oprørere bortførelsen med, at den libyske regering har spillet en rolle i USAs tilfangetagelse af en person, der er mistænkt for at være en del af al-Qaedas top.

»Hans (premierministerens, red.) anholdelse kommer efter udtalelsen fra John Kerry (USAs udenrigsminister, red.) om tilfangetagelsen af Abu Anas al-Liby, hvor han har sagt, at den libyske regering var bekendt med aktionen,« siger en talsmand for gruppen.

Ifølge Zeidans talskvinde holdes han fanget af de bevæbnede bortførere på et ukendt sted.

Et vidne beskriver ifølge CNN, at bortførerne fjernede premierministeren fra et hotel i hovedstaden Tripoli.

Samme vidner fortæller, at de ankom til hotellet i biler, og at forløbet foregik uden skudveksling. Over for Reuters beskriver en vagt ved hotellet, at det lignede en anholdelse.

  

Her ses Libyen i forhold til dets nabolande. Landets hovedstad Tripoli er markeret med en rød ring.
Her ses Libyen i forhold til dets nabolande. Landets hovedstad Tripoli er markeret med en rød ring. Foto: Google Maps
Vis mere

Indledningsvist lød det fra Zeidans kontor, at bortførelsen var et rygte, men senere fremgik det af kontorets officielle Facebook-profil, at man var blevet »tvunget af bortførerne til at benægte meldingen«.

Libyens regering har kæmpet med rivaliserende stammemilitser og islamistiske militser, som har haft kontrollen i dele af landet, siden Muammar Gaddafi blev afsat i 2011.

Militserne i den østlige del af landet har ifølge CNN krævet mere selvbestemmelse, hvilket har haft store konsekvenser, da militserne har begrænset olieindtægterne, som er centrale for landets eksportindtægter.

I sidste måned forsikrede Zeidan sit folk om, at landet forsøger at genopbygge efter årtier med Gaddafi ved roret, og samtidig afviste han, at Libyen er en fejlslagen stat.

»Verden udenfor tror, at Libyen slår fejl, men Libyen blev ødelagt af Gaddafi i 42 år og blev ødelagt af et helt års borgerkrig. Og det er derfor, vi forsøger at genopbygge det,« sagde han ifølge CNN.

På et besøg i Storbritannien ligeledes i sidste måned bad Zeidan briterne om hjælp til at fjerne våben fra landet, og tilbage i april opfordrede han libyerne til at stå bag regeringen i kampen mod de mennesker, der ønsker at skabe uro i landet.