En video, der viser kutteklædte mænd udføre et ritualmord på en kvinde ved forskningscentret CERN, blev et viralt hit blandt konspirations-teoretikere, inden centret meddelte, at det var en happening.

På Facebook-gruppen »Stranger Than Fiction News« er der forsamlet omkring 100.000 konspirationsglade internetbrugere, som her kan læse kulørte »nyheder« om, hvordan videnskabsfolk og myndigheder bedrager og skader befolkningen.

Her kan man bl.a. erfare, at Hillary Clinton angiveligt lader politiske modstandere myrde, at USAs regering selv stod bag 11. september, og hvordan de hvide spor efter fly i virkeligheden er farlige kemikalier, som myndighederne bruger til tankekontrol.

Og forrige torsdag dukkede en video op på siden, der virkeligt var guf for sidens fans. Her ser man en gruppe kutteklædte mænd ved nattetide rituelt knivdræbe en ung kvinde. Og ikke nok med det. Optrinnet foregår på den centrale plads hos CERN, det europæiske center for højenergifysik.

Videoen havde titlen »Mord hos CERN – Foruroligende video af menneskeofring dukket op«. Sidens administratorer skrev i en kommentar advarende »Hvis de kan gøre det her ved et atomforskningsinstitut, så prøv at forestille jer, hvad de i øvrigt kan gøre... Udsmugle antistof måske??«

Videoen blev delt mere end 1.500 gange, og den spredte sig hurtigt til nettets mere konspiratoriske hjørner og diverse sensationalistiske hjemmesider.

Officiel afvisning fra CERN

Sandheden har dog efterfølgende vist sig noget mindre blodig. En talsmand for CERN har i en mail til det franske nyhedsbureau AFP fortalt, at der var tale om en humoristisk happening, der blev udført uden CERNs vidende eller billigelse, og som nu efterforskes.

I en tilføjelse til CERNs webside med ofte stillede spørgsmål kunne man i en periode, som svar på spørgsmålet »Jeg har set en video med et mærkeligt ritual hos CERN. Er den virkelig?«, læse følgende:

»Nej. Videoen er fiktion. CERN bliver fyldt af gæster hen over sommeren, hvor brugere fra hele verden kommer til CERN som led i deres arbejde, og hvoraf nogle af og til lader deres humoristiske sans gå over gevind, og det er hvad, der skete ved denne lejlighed. CERN billiger ikke denne slags fupnumre.«

Hvem der mere præcist står bag den meget omtalte video, er endnu ikke klart, men CERN bekræfter, at der kræves adgangskort for at komme ind på området, hvorfor det må antages at være forskere eller nogle af de nævnte besøgende.

Det er ikke første gang, CERN er genstand for myter og rygtedannelse.

Eksempelvis har centret også på sin hjemmeside set sig nødsaget til at understrege, at man ikke her har til formål at modbevise Guds eksistens. Stedets avancerede og 27 km lange partikelaccelerator, Large Hadron Collider (LHC), er tidligere – ikke mindst på sociale medier – blevet beskyldt for at kunne true klodens eksistens, da den skulle kunne skabe et sort hul, som kan opsluge vores klode.

Selv om Large Hadron Collider har været i drift i en årrække, var Jorden ved redaktionens afslutning endnu ikke gået under.