New York City. Den republikanske vicepræsidentkandidat i USA, Mike Pence, og hans kampagnefly er gledet af landingsbanen under en landing i LaGuardia-lufthavnen i New York City torsdag aften lokal tid.

Republikanernes bud på en vicepræsident, Mike Pence, er uskadt, efter at hans fly gled af landingsbanen.

Alle om bord på flyet er uskadt. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Redningsfolk hastede ifølge CNN til flyet efter hændelsen.

»Vi kunne mærke, at flyet gled, og det var ikke bare en naturlig landing,« siger CNN's Elizabeth Landers, der var om bord, til CNN.

Stephanie Grisham, en af præsidentkandidat Donald Trumps talsmænd, oplyser, at Donald Trump har talt med Mike Pence efter uheldet.

»Han (Trump, red.) er glad for, at alle på flyet er uskadt,« siger hun til CNN.

TV-billeder på CNN og MSNBC viser Mike Pence, der står på landingsbanen nær flyet og taler med politi og redningsfolk i regnen.

»Jeg er så taknemmelig for, at alle er i sikkerhed. Taknemmelig for vores redningsfolk og de mange, der har bedt for os,« skriver Indiana-guvernøren på Twitter.

Ifølge MSNBC var der omkring 30 mennesker om bord på flyet, der kom fra Fort Dodge i delstaten Iowa. Mike Pences kone, Karen, og hans ene datter Charlotte var blandt passagererne.

I Iowa havde Mike Pence deltaget i kampagneaktiviteter frem mod præsidentvalget 8. november.

Hans fly lettede to timer forsinket med kurs mod New York på grund af svære vejrforhold i byen.

Mike Pence har ifølge MSNBC aflyst sin deltagelse ved en middag i Trump Tower torsdag aften. Middagen havde ellers til formål at indsamle penge til den republikanske præsidentkampagne.

LaGuardia Lufthavn skriver på sin hjemmeside klokken 4 fredag morgen dansk tid, at der kun er én landingsbane åben på grund af uheldet og det dårlige vejr.

/ritzau/