Her står de altid. Der er ikke andet at lave, forklarer den højeste i gruppen. En ung, ranglet knægt, der står i ‘gadeuniformen’: en mørkegråt joggingdragt fra Adidas med matchende kasket, trukket godt ned i panden. Han peger op mod en faldefærdig mørkerød bygning af mursten, som har træplader i stort set alle vinduer:
- Det er vores skole. Det her er vores område.
Skolen er lukket i dag, men gruppen er her endnu. Et par af de andre drenge, som har holdt sig lidt i baggrunden, knytter næverne og holder højre arm lodret mod den venstre, så det udgør et ’T’. Dette er et tegn på, at drengene tilhører den lokale bande, The Tongs, og at vi befinder os i ‘Tongland’.
De bor et solidt stenkast væk fra Glasgows bymidte. I den ludfattige bydel Calton. Her lever halvdelen af alle børn i fattigdom. En tredjedel af de voksne forsørges af det offentlige. Og for de unge i Calton er mord den mest sandsynlige måde at dø på.
SE BILLEDERNE: HER HÆRGER HÅBLØSHEDEN
I Calton har man sine egne spilleregler. Hustru-vold, bander, misbrug og unge teenagemødre er en naturlig del af livet og bliver tolereret. Sådan har det altid været. Og sådan vil det altid være. Det kan man ikke gøre noget ved.
Ifølge skadestuerne i Glasgow er det kun 30 pct. af alle overfald, der nogensinde når politiet. I Calton ordner man tingene selv.
Langt fra OL
Man er i sandhed langt fra det OL, som Storbritannien i de seneste uger stolt har vist frem for en betaget verden. Godt nok løb golfstjernen Colin Montgomerie, tidligere OL-medaljevindere og tv-kendisser forbi med flammen fra OL-faklen i Glasgows gader under stor festivitas for blot en måned siden, men ellers mærker Caltons indbyggere ikke meget til den olympiske pomp og pragt, som Storbritannien har postet mere end 90 mia. kr. i.
Calton kan ellers godt byde på rekorder, som ingen i Vesteuropa kan slå. Drenge og mænd i bydelen har en dyster udsigt til den korteste forventede levetid i hele Europa. Bare 54 år kan en mand fra Calton forvente at blive, ifølge en WHO-undersøgelse fra 2009. Til sammenligning bliver man i gennemsnit 82 år ti kilometer mod nord, i forstaden Lenzie i East Dunbartonshire, hvor de mest velhavende skotter har skabt deres enklave.
Sprutten eller kniven
Og i visse områder i Glasgow East – herunder Calton – er det mere almindeligt at dø af leversygdomme som følge af alkoholmisbrug end af hjertestop og lungekræft – tilsammen.
Og, ja – får sprutten dig ikke, så kommer kniven nok. Glasgow kæmper med at komme af med prædikatet ’Vesteuropas hovedstad for mord’, og især knivvold er overrepræsenteret i statistikkerne. Booze and blades – ’sprut og knive’ – har man døbt kulturen.
På gadehjørnet på Green Street regerer The Tongs, men de er ikke alene, og konkurrencen er hård. The Tongs er bare én ud af anslået 170 teenage-bander i Glasgow.
- Det er nu ikke så slemt at vokse op her. Man vænner sig til slåskampene og tæskene, siger en mørkhudet fyr i en lyseblå hættetrøje.
Han er, som den eneste af de fem unger, tilflytter. Resten er født og opvokset i Calton. Han forklarer, hvordan han dagligt er i slåskamp med andre unge. Hvis ikke i skolen, så på gaden.
Dr. Christine Goodall er mund-, kæbe- og ansigts-kirurg og arbejder på et hold, der prøver at redde de ansigter, som har været i tæt kontakt med en af Glasgows mange knive. Ca. 1.000 ofre kommer igennem Glasgows skadestuer hvert år med skader efter angreb med knive, baseballbat eller macheter. Hun har også behandlet mange, der har fået det berygtede ‘Glasgow Smile’, hvor folk får skåret begge mundvige op. Men nu til dags er den typiske bande-straf et dybt snit fra øret og til mundvigen, der lammer ansigtet - hvis ikke det koster livet.
- Allerede i en alder af otte eller ni år begynder drengene at gå ærinder i de samme bander som deres far, deres bror eller deres onkel. Deres forbilleder. Det er et svært mønster at bryde. Og når man først er inde i en bande, så er det svært at komme ud igen. Ofte slås de for små territorier. Og knive er deres valg af våben, siger Christine Goodall.
Barberblade
Historisk set har der altid været en tradition for at klare uoverensstemmelser med vold i Skotland. Og det er altid blevet løst med knive. Det går tilbage til 1920erne og 30erne, hvor en af Storbritanniens mest frygtede bander The Glasgow Razor Gang, gik rundt i Glasgows gader og skamferede folk med gammeldags barberblade.
- Jeg tror, at det stammer derfra. Og derudover er knivene et let våben at få fat på. Folk bruger alt fra køkkenknive, som de hiver ud af køkkenskuffen, over egentlige jagtknive, til macheter, siger kirurgen og forklarer, at der også er en del aggressivitet i det skotske folk.
- Problemet er, at alle tror, at de er Braveheart. Vi er altid helt oppe i hovederne på hinanden. Meget konfrontatoriske og stolte.
44-årige Jackie Dicksons familie har i fire generationer boet i Calton.
Nu bor hun på hovedgaden Gallowgate, der fra centrum af Glasgow skærer igennem bydelen indtil det topmoderne fodboldstadion Celtic Park, hvor de lokale helte Celtic FC har hjemme.
På Gallowgate sidder hun på første parket til byens problemer.
- Jeg har ikke noget fjernsyn, det har jeg slet ikke behov for. Jeg kan bare sætte mig og kigge ud ad vinduet, så får jeg mere action, end fjernsynet nogensinde kan give mig, siger Jackie Dickson.
Vold er hverdag
Mug og støv klumper sammen i hjørnerne af vindueskarmene i den lille lejlighed. Møblerne vidner om mange års slid, de hvide vægge er bare, og ruderne er smurt ind i snavs. I døren til toilettet er der et stort hul - et resultat af et skænderi mellem Jackie og den yngste søn, 17-årige Aaron. Både Aaron og storebroderen Michael på 25 år har tilhørt banden The Calton Young Team. Sidste år måtte hun ned at hente sin yngste søn på politistationen 13 gange. Men nu er det slut, forsikrer hun.
I en vittig tone med et nervøst grin taler hun om vold, som var det det mest naturlige i verden. Hun fortæller om narkomanerne, der bor i lejligheden ovenpå, hvorfra der bliver solgt heroin. Om hvordan de angreb hende med en golfkølle, da hun konfronterede dem og ville have dem ud af bygningen – væk fra hendes sønner.
- Her er vold hverdag. Især hvis ens søn er i en bande. De andre bander ved, at man er den og dens mor. Og så er de ligeglade – de går bare til angreb.
Hendes sønner har hver sin far. Især den yngstes far gad ikke familien. Han slog på hende og på drengene, og efter syv år fik hun samlet mod til at forlade ham. Mange gange har hun drømt om at flytte fra det hele, men hun har ikke haft råd, siger hun.
Jackie Dickson er blandt den tredjedel af Caltons indbyggere, der forsørges af det offentlige. Hun har i årevis ikke haft et fast job. Hun har gæld til op over begge ører. Hun får 1.250 kr. hver 14. dag af staten. Pengene skal dække mad, tøj, elektricitet osv. Lejligheden betaler hun ikke for, den er stillet til rådighed af kommunen.
Hun er officielt fattig. Hun er ofte gået på jagt efter småmønter eller flasker i lejligheden for at få råd til aftensmaden. Hun har tit sprunget aftensmaden over, fordi der ikke var råd. Men hun har altid sørget for, at børnene havde tøj på kroppen og mad på tallerkenen. Og de havde også en Playstation, pointerer hun stolt. Nu er hendes store drøm at komme væk fra Calton. Hun drømmer om at flytte til Frankrig.
- Jeg vil gerne prøve at have bare ét glædeligt minde om en hel dag, hvor der ikke er gået noget galt.
Broken Britain
Hun sukker dybt og vender blikket ud ad vinduet, over mod et nyt, stort indkøbscenter, som er blevet bygget for nylig. Dette er et af mange initiativer, der skal forbedre området ved at skabe job.
Mange af disse initiativer så dagens lys, efter Glasgow East kom på alles læber i årene op til valgkampen i 2010, hvor David Cameron endte med at komme til magten. Her blev Calton fremhævet som en af Storbritanniens værste skampletter i en stor artikelserie i tabloidavisen The Sun.
Artiklerne blev bragt under titlen ‘Broken Britain’ – et begreb, som David Cameron og de konservative tog til sig for at vise landets sociale forfald. Og en term, der var med til at sikre Cameron valgsejren.
Et andet initiativ er politienheden ’Violence Reduction Unit’, ledet af chefkriminal-inspektør ved Strathclyde Politi John Carnochan, der har været betjent i Glasgows betændte miljø i mere end 30 år. Enheden har til formål at få antallet af voldelige overfald ned. Det har betydet en ny strategi. Det er ikke nok bare at slå ned, når det er gået galt. Politiet skal ikke kun slukke brande, hele samfundet skal nu sørge for, at de ikke bliver antændt.
De skal lære at tage ansvar
- Vi har længe troet, at det var nok bare at smide penge efter problemerne. Bygge nye huse, nye storcentre osv., men det her drejer sig ikke om penge. Det er ikke husene, vi skal hjælpe, det er menneskene i dem, der skal have hjælp. og indtil videre har vi bare lukket øjnene for problemerne – og fokuseret på succeserne. Den måde, vi har hjulpet på, har været med til at gøre det hele værre.
Vi har været med til at umynddiggøre de her grupper og har fremprovokeret håbløsheden. De har været vant til, at staten tager sig af alt – giver dig penge, helbreder dig, tager sig af dine børn osv. Men de skal lære at tage ansvar selv, siger Carnochan.
Ingen hurtige løsninger
Enhedens resultater er begyndt at vise sig. Langt færre går med kniv, og den banderelaterede vold er blevet kraftigt reduceret. Samtidig kommer flere ud af fattigdom, og antallet af mord er faldet til det laveste niveau i årtier. Men de positive tendenser får ikke John Carnochan til at juble endnu.
- Vi er begyndt en rejse mod bedre tider, men der er lang vej endnu. Der findes ingen hurtige løsninger på de her problemer.
Og skal man tro John Dickie fra organisationen Child Poverty Action Group, kan alle disse positive tendenser vende igen de næste år.
- Over det sidste par årtier er der gjort store fremskridt i Glasgow. Men efter at recessionen ramte, er der ikke længere råd til mange af de gode initiativer, som har hjulpet folk. Flere vil ende i fattigdom. Og dermed vil flere få alkoholproblemer, og flere vil ende i kriminalitet igen, siger John Dickie.
Dette understreges af en ny rapport fra instituttet for fiskale studier i London, der viser, at den nuværende politik vil sende yderligere 100.000 børn i fattigdom i Skotland, så totalen ender på 350.000 børn i fattigdom i 2020.
Folk bliver kyniske
Heller ikke Jackie Dickson har de store forhåbninger til fremtiden. I de mere end 40 år, hun har boet her, har hun set tiltag, der har virket, og tiltag, der har fejlet. Men når medier og politikere begynder at kigge den anden vej, går det galt igen. Det ender altid med, at et skridt frem bliver til to skridt tilbage, som hun siger. Og den holdning kan John Carnochan godt forstå.
- Folk her bliver kyniske. De har set det ene projekt efter det andet gå galt. Politikere, politibetjente, socialarbejdere rykker alle sammen videre efter et stykke tid. De eneste, der bliver tilbage, er dem, som bor her.
Og som de unge på Green Street siger: Det er måske slet ikke så slemt at vokse op her.
- Man vænner sig til slåskampene og tæskene.
- De unge i Calton vokser op i en enorm håbløshed: De har ingen fremtid, intet at tabe, ingen gode rollemodeller, og sådan har det været i mange generationer. Og folk har den opfattelse, at sådan er livet bare her i Glasgow East. Selv politiet har haft det på den måde. Man ventede bare på, at der skulle ske noget drama, og så rykkede man ind, forklarer chef kriminal-inspektør ved Strathclyde Politi John Carnochan.
BT's fotograf har været i Glasgow for at dokumentere livet i de nedslidte skotske kvarterer. Se billederne her.
