Et bilbombeangreb mod Corinthia hotellet i Tripoli har nu udviklet sig til et gidseldrama. Således menes to eller tre væbnede gerningsmænd at have forskanset sig med 12 gidsler på det luksuriøse hotels 23. etage.

Efter en bil eksploderede uden for, stormede de væbnede gerningsmænd ind på hotellet, som er populært blandt journalister og diplomater. Libyens premierminister, Omar al-Khasi, var på hotellet, da angrebet fandt sted, men er undsluppet.

Mindst fem personer, blandt dem tre af hotellets vagter, menes at være blevet dræbt under angrebet. De libyske myndigheder har ikke offentliggjort navne eller præcist dødstal, da situationen stadig udvikler sig for hvert minut.

Læs også:

Reuters citerer libyske kilder for, at otte har mistet livet i angrebet. Fem af dem er udlændinge.

»Det er meget sandsynligt, at de væbnede gerningsmænd har taget gidsler på 23. etage,« siger Essam Naas, der er talsmand for Tripolis sikkerhedsstyrker.

»Vi evakuerer hotellets gæster etage for etage, og der har været ildkampe mellem sikkerhedsstyrkerne og gerningsmændene,« siger han.

Ifølge libyske kilder var de fleste udenlandske gæster på hotellet, da angrebet fandt sted, fra Tyrkiet, Storbritannien og Italien.

En af hotellets medarbejdere udtaler til AP ifølge B.dk, at fem gerningsmænd begyndte at skyde tilfældigt i hotellets lobby efter eksplosionen uden for hotellet. Han siger også, at der ikke var mange gæster på hotellet, da angrebet begyndte.

Det vides på nuværende tidspunkt ikke, hvem der står bag angrebet. Islamisk Stat (IS) sympatisører hævder, at det er IS, der står bag og kalder angrebet for »operation Anas al-Libi« opkaldt efter den al-Qaeda-leder, der døde i amerikansk varetægt for omkring en måned siden. Anas al-Libi var mistænkt for at stå bag bombningerne af de amerikanske ambassader i Tanzania og Kenya i 1998.