Det var den 15. juli 1997 om morgenen, at modeguruen Gianni Versace, der var blandt prinsesse Diana og Madonnas foretrukne, forlod sin store luksusvilla i South Beach Miami. Det var sidste gang, han blev set i live.

For lige inden han skulle til at gå igennem porten til sit hjem efter at have hentet dagens avis, blev han antastet af en ung mand, der uden varsel affyrede to skud mod Versace. Første skud faldt mod Versace baghoved. Andet skud blev affyret direkte mod hans ansigt. Versace faldt død om i en blodpøl.

Mordet, der efterlod verdens jetsettere i oprør og frygt, bliver nu ifølge Dagbladet Norge omdrejningspunktet i den nye sæson af 'American Crime Story: Versace', som har premiere i 2018. Her tager man et dyk ned i mordet, Versaces liv og ikke mindst forhold til suspekte typer.

På rollelisten finder man blandt andet Penelope Cruz, der skal spille Versaces søster, Donatella, mens Ricky Martin skal spille Versaces kæreste Antonio D'Amico, og Edgar Ramirez har fået hovedrollen som Versace.

Tilfældigt offer eller planlagt mord?

Kun få meter fra gerningsstedet, inde i Versaces store millionvilla, sad hans kæreste Antonio D'Amico og vennen Lazaro Quintana. Begge hørte de, da skudene faldt foran huset, og begge løb de ud mod porten. Her så de, hvad der angiveligt var gerningsmanden, som de efterfølgende forsøgte at løbe op.

Det lykkedes aldrig. Efterforskningen pegede dog hurtigt på, at morderen var den 28-årige Andrew Philip Cunanan, der ligesom Versace var homoseksuel.

Han havde i månederne op til Versace-drabet slået fire andre mennesker ihjel, viste senere efterforskning. Det ene offer var en gammel kæreste, som blev holdt som gidsel i sin egen lejlighed i Minnesota, mens Cunanan lokkede en af deres fælles venner på besøg. Vennen døde af 25- 30 hammerslag i ansigtet, og ekskæresten blev kort tid efter fundet død ved bredden af en sø med tre skudhuller i hovedet.

Andrew Philip Cunanan.
Andrew Philip Cunanan. Foto: Miami Beach Police
Vis mere

En regulær menneskejagt fulgte i dagene efter drabet på Versace, men Andrew Philip Cunanan holdt lav profil og skiftede ifølge Dagbladet både identitet og udseende flere gange for at undgå at blive opdaget af politiet. På et af de hoteller, som han opholdt sig på, fandt man blandt andet hårfarve og rester af det hår, som han formentlig havde klippet af.

Imens stillede politiet sig selv spørgsmålet. Var der tale om et planlagt mord, eller var Versace blot et tilfældigt offer for Andrew Philip Cunanan?

»Vi vurderede først, at der var tale om et lejemord eller organiseret kriminalitet. Mafia, om man vil, fordi der blev fundet en død fugl ved siden af ham (Versace, red.),« har Carlos Noriega, der er politikommisær ved Miami Beach Police, fortalt til CBS News.

Fuglen var et tegn på, at der kunne være tale om et mafiadrab, men det viste sig i stedet, at fuglen formentlig bare var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt og simpelthen døde af fragmenter fra kuglen, der dræbte Versace.

Selvmord på en husbåd

Men hvorfor skulle Versace dø? Det er et svar, der stadig står i det uvisse. For ni dage efter Versaces død, den 24. juli, blev Andrew Philip Cunanan fundet død på en husbåd i Miami. Han havde angiveligt begået selvmord.

Jetsetterne kunne endelig ånde lettet op, efter flere skuespillere og musikere havde levet i frygt i den tid, hvor menneskejagten stod på.

Foto: ROBERTO SCHMIDT
Vis mere

Siden er der fortsat blevet spekuleret i, om der var tale om et mafiadrab, fordi Versace angiveligt skyldte penge. Men Donatella har siden afvist, at modeskaberen nogensinde skulle have haft kontakt til mafiaen.

Senere efterforskning viste, at Andrew Philip Cunanan og Versace kun havde mødt hinanden én gang før den morgen, hvor Versace blev dræbt. Ifølge Vanity Fair fandt det møde sted ved en opera i San Francisco, hvor de to mødte hinanden backstage.