Tom Clancy er afgået ved døden i en alder af 66 år. Han døde natten til tirsdag amerikansk tid på et hospital i Baltimore nær sit hjem, skriver Daily News.

Millioner af fans har gennem flere årtier revet Tom Clancys bøger ned fra hylderne. Hans første bog 'Jagten på Røde Oktober' solgte over fem millioner kopier i 1984, og bogen er senere blevet filmatiseret med Sean Connery og Alec Baldwin i hovedrollerne i en historie, der handler om en russisk atom-ubåd, hvis kaptajn hopper af i USA.

Skuespilleren Alec Baldwin er en af de mange, der sender en tanke til Tom Clancy på Twitter.

- Hvil i fred, Tom Clancy. En rigtig gentleman af den gamle skole, skriver Alec Baldwin, der spiller Jack Ryan i den berømte film.

Og navnet Jack Ryan klinger formentlig bekendt hos mange Clancy-kendere. Jack Ryan er hovedpersonen i en række af Clancys bøger som 'Patriot Games', hvor han bekæmper irske terrorister.

Foruden de mange bøger er Tom Clancy også manden bag computerspillet Rainbow Six. Et spil, der er udviklet på baggrund af Clancys bog med samme titel, hvor spilleren er en del af counter-terrorist-gruppen Rainbow. Fokus er i høj grad på det taktiske element, når spilleren skal redde gidsler fra terroristgrupper.



Splinter Cell er et andet kendt spil med Clancy som bagmand. Især Rainbow Six har været med til at definere genren for taktiske skydespil.

Hvad synes du om Tom Clancys virke som forfatter og spil-udvikler? Bland dig i debatten herunder?