I årevis har de danske tv-seere nydt godt af DR meteorologen Jesper Theilgaards vejrprognoser på DR, men nu har resten af verdenen også fået øjnene op for vejrguruens præcise prognoser.

FN's Generalsekretær, Ban Ki-Moon, og The World Meteorological Organization har netop inviteret Jesper Theilgaard sammen med ni andre tv-meteorologer fra hele verden til at fortælle om deres viden til FN-topmødet d. 23. september i år.

Idéen med den store meteorolog-komsammen er, at hver enkelt vejrmand skal forklare, hvordan vejret bliver i deres region i år 2050. Jesper Theilgaard skal selv fortælle om tilstanden i Danmark og resten af Nordeuropa.

I 2014 afholder FN en række klimamøder, som alt sammen skal munde ud i en ny klimaaftale, der beskriver, hvordan verdens ledere skal takle den globale opvarmning og de store CO2-problemer, som vores jordklode står over for.

For Jesper Theilgaard er det en drengedrøm, der går i opfyldelse.

- Jeg blev utrolig glad. Det er da stort, det er da sejt, det er skide godt. Så får vi da også sat Danmark på landekort. Det er noget af en drøm, og det er dejligt med den anerkendelse, siger Jesper Theilgaard til BT.

Og han er netop glad for at nogle har fået øjnene op for vejrværternes værd.

- Det viser jo, at det vi som tv-meteorologer kan, bliver værdsat højere oppe i systemet. Det er svært at kommunikere klimaproblemerne ud, men det mener jeg at vi er virkelig gode til, siger Jesper Theilgaard, der selv mener, han er den meteorolog i Danmark, der er mest optaget af klimaproblemerne.

Jesper Theilgaards oplæg skal vare to-tre minutter og skal fremlægges foran statsministre og ledere fra hele verdenen.