Et liv med sund kost og masser af søvn endte søndag for 112-årige Sakari Momoi, verdens ældste mand. Det skriver flere japanske medier ifølge Reuters tirsdag.

Den tidligere lærer, der blev født i 1903, mente selv, at det var en sund livsstil, der var skyld i hans lange liv. Da Sakari Momoi i august 2014 overtog titlen som verdens ældste mand, erklærede han, at han havde tænkt sig at leve mindst to år mere.

Sådan skulle det dog ikke gå, og han overlader nu titlen til sin japanske landsmand, Yasutaro Koide, der er en måned yngre.

Verdens ældste personer er Susannah Mushatt Jones fra USA, der fyldte 116 år mandag. Hun er en af blot to nulevende personer, der er født i 1800-tallet.

BNB