Et af de sidste mennesker født i det 19. århundrede er død. Verdens ældste kvinde, japanske Misao Okawa, døde tidligt onsdag morgen i en alder af 117 år, oplyser flere internationale medier.

Misao Okawa blev født 5. marts 1898 og arbejdede i sine unge år i familiens tøjforretning. Hun blev siden gift og fik tre børn, tre børnebørn og seks oldebørn. Hendes ældste søn er i dag 92 år.

Da Misao Okawa i sidste måned fyldte 117 år, blev hun spurgt, om livet var kort eller langt. »Kort,« lød svaret.

Den japanske kvinde fik titlen som verdens ældste menneske i 2013. Hun giver den videre til amerikanske Gertrude Weaver, der fylder 117 år 4. juli.

Foruden Weaver er kun tre nulevende mennesker født før 1900 - to amerikanere og en italiener, alle kvinder.

BNB