Verden Rundt

Verdens største krokodille er død

FILIPPINERNE: Indbyggerne i Agusan del Sur-provinsen i Filippinerne er blevet en celeber personlighed mindre. 10. februar døde byens absolutte seværdighed, kæmpekrokodillen Lolong, nemlig af kronisk diarré.

Tre uger forinden slugte den 6,17 meter lange krokodille noget nylonsnor, som satte sig fast, og dens helbred har været skrantende lige siden, skriver philstar.com.

Ganske ironisk at en lille snor skulle taget livet af rekordholderen, da den var berygtet for både at have spist en fuldvoksen vandbøffel, en voksen mand og en 12-årig pige. Krokodillens uhyrlige smag afholdt dog ikke byens borgmester fra at sørge over tabet.

»Vi prøvede til det sidste at redde Lolong, og vi er meget kede af, at dette er sket,« siger han.

Guinness World of Records tildelte Lolong titlen som største krokodille i fangenskab i 2011, efter han blev fanget i byens lokale dam.

Sad 48 timer på 2,5 meter is

SVERIGE: Den svenske version af pælesidning endte uafgjort. To kvinder og fire mænd bed kulden i sig og blev siddende på de 2,5 meter høje isblokke i 48 timer og måtte dermed dele de 20.000 svenske kroner (17.400 danske kroner), der var udlovet til vinderen. Det skriver flere internationale medier. Udover at sidde på 2,5 meter is skulle deltagerne også udholde de cirka 28 frostgrader, der var i luften i løbet af de to døgn. Hver anden time havde deltagerne 10 minutter til at kravle ned fra ispælen for at besørge sig. Den årlige konkurrence blev afsluttet lørdag i den nordsvenske by Vilhelmina, hvor en lokal beboer har ladet sig inspirere af en lignende konkurrence i Rusland.

Ræv angreb sovende baby i London-forstad

STORBRITANNIEN: Selv naboerne hørte skrig og gråd fra en baby, der først var blevet slæbt væk fra sin vugge og derefter bidt så voldsomt, at hans finger blev revet af, skriver avisen Daily Mirror.

Den lille dreng fra Bromley i det sydøstlige London var blevet puttet, da hans mor først hørte et hjerteskærende skrig, dernæst et bump, da barnet blev revet ned fra sin vugge. Ifølge moren havde ræven hendes søns arm »halvvejs inde i gabet«, og hun begyndte derfor instinktivt at sparke til ræven, indtil den gav slip.

Ræven fik ikke fingeren med sig, og det lykkedes efterfølgende læger at sy den på igen i en »meget kompliceret operation«, der tog næsten tre timer, lyder det.

Drengen fik også flere skrammer i ansigtet under angrebet fra ræven, der menes at være det værste af sin slags i Storbritannien, som generelt lider under et stigende antal »by-ræve«. Episoden har chokeret briterne, heriblandt Londons borgmester, Boris Johnson.

»Vi bliver nødt til at gøre mere for at tackle det stigende problem med ræve i byområderne,« lyder det fra borgmesteren ifølge Daily News.

Man regner med, at flere end 10.000 ræve lever tæt på mennesker i London, mens 33.000 lever i tætbefolkede byområder andre steder i Storbritannien.

BNB