Mistænkt biltyv kørte i stjålet bil på politistationen

USA: Det er nok ikke studenterhuen, der trykker på 18-årige Carnell Eugene Butlers hoved.

Butler fra St. Petersburg i Florida var anklaget for at have stjålet to biler, men da han skulle hente retspapirerne på politistationen, ankom han i endnu en stjålet bil. Det skriver Huffington Post.

Betjente fandt søndag en stjålet Nissan, og inden i bilen fandt de dokumenter, der forbandt Butler med et andet biltyveri.

Politiet arrangerede, at Butler skulle hente papirerne på politistationen, men da han ankom, blev han anholdt. I hans lommer fandt de et sæt bilnøgler til en tredje stjålet bil, som var parkeret et par gader væk.

Butler er nu anklaget for at have stjålet tre biler.

BNB

Polske veteraner fra Anden Verdenskrig genforenet ved tilfælde

STORBRITANNIEN: Efter 70 år er to polske veteraner fra Anden Verdenskrig genforenet på et britisk plejehjem i byen Devon.

Det skriver The Mirror.

Mens mange opsøger gamle venskaber, havde de to veteraner ingen anelse om, at de boede lige ved siden af hinanden.

De to polske venner ved navn Andrew Borowiec og Ted Stopczynski var teenagere, da de kæmpede mod nazisterne som en del af Warszawaopstanden i 1944. Efter krigen gik de hver sin vej.

Det var en ansat på plejehjemmet, der opdagede forbindelsen mellem de to gamle venner.

»Nogle var nødt til at fortælle mig, hvem han var, men da det gik op for mig, huskede jeg ham. Det er et kæmpe tilfælde,« siger Andrew Borowiec til The Mirror.

BNB

Familie finder pytonslange i køkkenet

USA: En familie fra byen Connecticut fik sig noget af en overraskelse torsdag morgen, da de bevægede sig ned i køkkenet.

På gulvet lå nemlig en meter lang pytonslange, som bestemt ikke tilhørte familien. Det skriver NBC News

Tory Baugh, som er sønnen i familien, troede hans mor løj, da hun skreg nede fra køkkenet: »Der er en slange i huset!«.

Tory fandt dog hurtigt ud af, at der ikke var tale om en joke.

»Jeg gik nedenunder, kiggede på den og hoppede skræmt ud af mine bukser,« siger han til NBS News.

Slangen blev hurtigt hentet af myndighederne, efter familien havde ringet til politiet. Slangen »Bertha« fandt efterfølgende sin rette ejer, som boede på næste gade fra Baugh-familien.

BNB

Verdens ældste spiser bacon hver eneste dag

USA: Hvad er hemmeligheden bag et langt liv? Noget tyder på, at svaret er bacon.

I hvert fald har verdens ældste person, Susannah Mushatt Jones, som netop er fyldt 116 år, spist masser af bacon i løbet af sit lange liv. Det skriver New York Post.

Hver eneste morgen spiser Susannah Mushatt Jones æg og bacon, og ifølge en plejer på det plejehjem, hun bor på i Brooklyn i New York, stopper det ikke der:

»Hun spiser bacon dagen lang,« siger plejeren til New York Post.

Det er dog ikke bacon, som er hele årsagen til det lange liv. Susannah Mushatt Jones har selv fortalt til Guinness Rekordbog, at hun aldrig har drukket eller røget, og at hun altid har været omgivet af kærlighed og positiv energi.

BNB

Mand kylet ud af konen - nu camperer han på plænen

USA: Siden hans kone smed ham på porten i marts, har 69-årige Sharafat Khan camperet på plænen foran deres hus i Texas, skriver Huffington Post.

Sharafat Kahn indrømmer, at han kunne bo med venner eller på et hotel, hvis han valgte, »men jeg er på min egen ejendom,« siger han til KHOU-TV ifølge Huffington Post.

Den uforsonlige deling af huset har fået Sharafat Khan til at sove under åben himmel i over seks måneder, selvom han ikke har adgang til toiletforhold eller mad. Naboer har dog fået ondt af ham og har jævnligt bragt ham måltider.

BNB