Far: Gift dig med min lesbiske datter og scor kassen

KINA: Den kendte stenrige forretningsmand Cecil Chao fra Hong Kong vil gerne have sin lesbiske datter afsat til en mand. Derfor udlover han nu en dusør på i omegnen af 400 millioner kroner til den mand, som kan vinde hans lesbiske datters hjerte. Den desperate fars tilbud kommer efter, at hans datter tidligere på året ifølge avisen South China Morning Post har giftet sig med sin samleverske gennem 11 år.

- Jeg er ligeglad, om han er rig eller fattig. Det vigtigste er, at han er venlig og generøs, siger den 76-årige Chao ifølge avisen om den type ægtemand, der kan vinde hans datters hjerte.

Faderen priser sin datter, Gigi, som både smuk og begavet. Hun er tilmed sød ved sine forældre og udfører en masse godgørende arbejde. Faderen afviser dog rygterne om, at hun er blevet gift i Frankrig. Chao er en kendt skikkelse i Hong Kongs society-kredse og noget af en playboy. Han ses således næsten altid i selskab med en af sine seneste erobringer - altid helt unge kvinder. Han har tidligere pralet med, at han har haft intime forhold til 10.000 kvinder.

Ægteskaber mellem personer af samme køn er ikke anerkendt i Hong Kong, hvor homoseksualitet indtil 1991 var kriminelt.

Finger fundet i fisk fandt sin ejermand

USA: Fiskeren Nolan Calvin fik sig noget af et chok, da han forleden rensede en ørred, som han havde fanget i en sø i Bonner Couty i staten Idaho. Indeni fisken lå nemlig en finger fra et menneske.

Han henvendte sig straks til det lokale politi, som nu har fundet frem til fingerens rette ejermand. Det drejer sig om den 31-årige surfer Hans Galassi, som i juni mistede fire fingre, da han var ude på søen på sit surfbræt.

- Politimanden ringede til mig og sagde, at han havde en underlig besked til mig, fortæller Galassi til lokale medier og fortsætter:

- Han begyndte at fortælle om en fisker, som havde været ude på søen, hvorefter jeg afbrød ham og sagde: Lad mig gætte, har I fundet en af mine fire fingre i en fisk.

Galassi mistede sine fingre, da hans hånd kom i klemme i en løkke, da linen på brættet strammede til. Da han fik hånden op af vandet, manglede der fire fingre, fortæller den hårdføre surfer. Politiet tilbød Galassi at få den løse finger retur, hvilket han dog afslog.

Lærer tvang elever til at sluge papir

FILIPPINERNE: Spanskrøret er afskaffet mange steder i verden, men der findes andre metoder til at få skoleelever til at makke ret - ikke alle er dog lige gangbare. Et forældrepar i Filippinerne har klaget til landets ombudsmand over en matematiklærer, som tvang deres barns gymnasieklasse til at spise deres skolehæfte, fordi de angiveligt havde opført sig groft.

En repræsentant for landets undervisningsministerium bekræfter, at der er indgivet en formel klage, og at der har være foretaget en undersøgelse i sagen, skriver Gulf News. Læreren, hvis navn ikke er kendt i medierne, har ifølge myndighederne bedt om tilgivelse for hændelsen.

En af eleverne i klassen har i et interview på TV fortalt, at læreren kastede en stol efter hende, da hun nægtede at sluge papiret. Gymnasiet, hvor læreren underviser, betegner ham dog som en fremragende lærer.