Niårig råder præsident til at gå på skrump

KINA: En skoledreng på ni år råder den kinesiske præsident, Xi Jinping, til at smide et par kilo. Det skriver Sky News.

»Xi, du kunne godt tabe dig lidt, men du behøver ikke være lige så tynd som Obama. Det er okay at se ud som Putin (Ruslands præsident, red.),« skriver den niårige Niu Ziru i et brev, som blev sendt direkte til præsidenten.

Derudover opfordrer Niu Ziru præsidenten til hurtigt at få planlagt en mission til Mars, da »både USA, Rusland, EU og Indien forsøger at lande på planeten«, skriver Ziru.

Brevet, som var en del af en skoleopgave, er nu blevet censureret i Kina.

BNB

Hund redder ejer ud fra brændende hjem

USA: En hund med navnet Buddy viste sig at være en rigtig én af slagsen - en rigtig ven.

Ifølge Sky News reddede den ckokoladebrune labrador sin ejer ud af hans brændende hjem i Sacramento i Californien.

Ejeren fortalte brandfolk i Sacramento, at han blev vækket af Buddy, da der var udbrudt brand i hans soveværelse.

Manden slap ud i live - dog med sod i ansigtet og nogen røg i lungerne.

Brandvæsenets talsmand Roberto Padilla oplyser, at manden ikke havde hørt sin brandalarm.

BNB

Kone efterlader utro mand og tvillingesøster nøgne på parkeringsplads

KINA: Det er ikke hver dag, at to mennesker står splitternøgne på en parkeringsplads. Det skete forleden på en parkeringsplads i byen Suzhou i det østlige Kina, skriver Mirror Online.

Her blev andre på parkeringspladsen vidner til et højdramatisk trekantsdrama, hvor 29-årige Ting Su fangede sin mand Cheng nøgen i en bil med hendes tvillingesøster.

Ting Su havde brugt sin mobiltelefon til at lokalisere dem, og da hun greb ind, sprang de begge ud af bilen.

Ting derimod hoppede ind og kørte væk, hvorefter de to blev efterladt nøgne på parkeringspladsen.

Det viser sig, at Cheng har haft gang i affæren, siden Ting Su fødte parrets tvillinger, og Ting vil nu skilles.

BNB

Pot-rygende julemand forstyrrer julefreden

USA: Normalt er det ham, der spreder juleglæden, men i Los Angeles i Californien er julemanden blevet til julens store skænderi. Eller nærmere bestemt en figur af en pot-rygende julemand, der dekorerer facaden på en butik, som sælger marihuana til medicinske formål. Det skriver NBC Los Angeles.

Tusindvis af beboere i området har klaget over den skæve julemand på en Facebook-gruppe oprettet specielt til formålet.

»Hvordan forklarer man det til sine børn?«, spørger en af de utilfredse naboer.

Butiksejeren fortæller til NBC, at han ikke var klar over, at julemanden ville støde så mange folk, og han har fået kunstneren bag til at fjerne jointen.

BNB

Skrigende baby udløser fly alarm

Piloten på et Air China-fly mellem de to kinesiske byer, Chongqing og Hongkong måtte ifølge Dayli Mail true med at nødlande flyet, for at få stoppet et slagsmål mellem tre kvinder i kabinen.

Årsagen til slagsmålet var irritation over en baby, der skreg bag de to kvinders sæder, og moderens forgæves forsøg på at stoppe skrigeriet. På et tidspunkt blev de to kvinder foran enige om slå deres sæder så langt tilbage som muligt, hvilket fik barnets mor til at gå amok på dem. Slagsmålet var i gang og imens skreg babyen endnu højere. Oppe i cockpittet fik piloterne besked om tumulten og meddelte prompte, at flyet ville blive landet, hvis ikke der blev ro i kabinen. Kvinderne slap dog ikke så nemt. Politiet ventede på dem i Hongkong.

BNB