Verden rundt

Kyler sin gamle Nokia over 100 meter

FINLAND: Han har kun øvet sig en enkelt gang og hans opvarmning består af at drikke sig fuld.

Alligevel har Ere Karjalainen sat en bemærkelsesværdig rekord ved verdensmesterskaberne i Nokia-kast. Den finske teenager slog ifølge Reuters verdensrekorden da han i weekenden kastede sin gamle mobiltelefon hele 101,46 meter.

Rekorden blev sat lørdag, hvor omkring 50 deltagere var samlet i byen Savonlinna for at kaste telefoner. Ere Karjalainens konkurrenter kom fra blandt andet Storbritannien og Indien, men konkurrencen endte altså med en hjemmebanesejr.

I Finland foretrækker man vintersportsgrene som ishockey og langrend, så sommeren bruges ofte til idrætsaktiviteter af den mere fjollede slags. For eksempel er finnerne hvert år værter ved VM i koneløft, hvor deltagerne løber om kap med deres hustruer i favnen.

Uden arme og ben over Beringstrædet

USA/RUSLAND: En time og 20 minutter i fire grader koldt vand. Det var, hvad franske Philippe Croizon fredag kæmpede sig igennem, da han forleden krydsede Beringstrædet mellem Rusland og USA.

Det fleste svømmere ville nok betænke sig på at stævne ud i det kolde farvand, men Philippe Croizon er gjort af særligt stof. Selv om han har fået amputeret både sine arme og sine ben, har han formået at svømme fra Spanien til Marokko, krydse Det Røde Hav og svømmet fra Papua New Guinea til Indonesien.

Den seje franskmand bruger proteser monteret med svømmefødder til at komme frem.

- Men det her var den hårdeste tur i hele mit liv, sagde en bevæget Philippe Croizon, da han nåede kysten på russisk side.

Philippe Croizon mistede sine lemmer efter en ulykke, hvor han fik strøm igennem sig i et forsøg på at fjerne en TV-antenne.

- Men alt er muligt, alt kan gøres, når man har viljen til at sætte sig ud over sig selv, siger han til AFP.

Prøv BT 1 måned for 98 kr + adgang til avisen på mobil og iPad.

Gode tilbud på rejser, underholdning, vin og meget mere!
Tilmeld dig BT SHOPs nyhedsbrev. Klik her